Keeping my head on my body - Part 2

Den anden kvinde kører os igennem svingdøren og ud på gangen ved at skubbe fremad med armene på gulvet.
Der kommer en tredje kvinde løbende og siger hun er sygeplejerske og kan hjælpe. Hun fører os ind i en anden stue. Her er også helt mørkt. og kun et enkelt lille lysskær. Grønligt som før.

Jeg kan intet sige, intet gøre, jeg ligger bare og holder fast på mit hoved.
Jeg opfatter kort, at sygeplejersken hjælper den anden kvinde. Hun syer hende sammen forskellige steder, men jeg tænker at det da overhovedet ikke er nok til at rette op på hullet i maven.

Så smutter hun ud igennem svingdøren igen, hun løber. Jeg tænker hun henter gagebind eller noget.
Der lyder et kæmpe brag, som en metaldør der smækkes, og sygeplejersken skriger.

Hun bliver ved med at skrige længe, og hamre på en dør. Som om hun er blevet låst inde.

Og så ligger vi der. På hvert vores metalbord. Mig og den anden kvinde med hul i maven.

Hun hvisker at jeg skal være helt stille, for hun tror der kommet noget. Men at hvis vi blot tier, så skal vi nok klare os.

Jeg kan kun kigge op i loftet, da jeg er bange for at mit hove falder af hvis jeg bevæger det. Men det lys der var der før begynder så småt at mindskes, og vi hører store tunge skridt, der kommer ind i rummet.
Jeg ligger helt blottet, med nærmest afskåret hoved, og håber på at jeg ikke er blevet set af bæstet.
Men lyset mindskes endnu mere, og jeg fornemmer til sidst at det står lige foran mit metalbord.
Hvis ikke jeg dør af væsnets næste handlinger, så dør jeg af rædsel. Jeg er SÅ bange.

Jeg vågner i mørket. Badet i sved...
'Det var vist fint, der ikke var en afslutning på denne' tænker jeg. Der går liiige lidt før jeg lægger mig til at sove igen.

Hvad betyder det egentligt, når man drømmer at ens hoved er ved at skille sig fra ens krop, fordi et bæst har flænset i én...?

Feel free to contribute with interpretations

Sov Godt

Source: http://40.media.tumblr.com/tumblr_ldxjby46e61qdoln8o1_1280.jpg

Keeping my head on my body

Drømmen om Charlie, venter jeg lige lidt med. I stedet får I en bid af denne..


Det er ved at være nogle uger siden nu.. At jeg drømte/havde dette mareridt.

Jeg vågner op midt om natten, badet i sved... Rækker febrilsk ud efter min telefon, for jeg ved at jeg er NØDT til at skrive hurtige stikord ned. Der er masser af slåfejl, men jeg ignorerer og skriver videre, så jeg kan lægge mig ned og forhåbentligt sove roligere videre bagefter.

Det hele starter med at jeg står med en kvinde jeg ikke kender på en form for øde gårdsplads, på hårdt sand. Som om det er et sted ude midt i det øde Texas. Det er mørkt, så det eneste vi kan se, er en bygning der lyser et svagt grønt skær. Vi flygter fra noget jeg ikke ved hvad er endnu. Vi er sultne, og søger efter mad og ly for natten.

Vi kigger på hinanden, nikker anerkendende som om vi ved, hvad vi begge tænker: "Vi må hen til bygningen, og det kan kun gå for langsomt".

Da vi kommer derhen, kan vi se at det er en gammel skadestue. Men den er helt lukket, og øde.

Vi smækker dørene op og går indenfor. Løber hen i det fjerneste rum i mørket og gemmer os bag en lagerhylde.Vi kan kun høre vores åndedræt, og forsøger at være helt stille. Hvorfor ved jeg ikke. Men noget gør mig bange.

Dørene går op, og et kæmpe bæst med lange tynde arme kommer hen imod os. Det er formet som et deformt skelet, med et tyndt mørkegråt (næsten mørkegrønligt) lag hud. Det har lange klør og en stor mund, der konstant står åben. Det ved godt vi er der og går direkte hen imod os og trækker os begge ud fra bagved lagerhylden.

Bæstet jager den ene arm igennem den anden kvindes mave, hvor der efterlades et stort rundt hul, og hun synker til jorden i fosterstilling.
Jeg prøver at skrige og løbe væk, men jeg har ingen kræfter til både at kæmpe imod dyrets arme, og slå fra mig samtidigt.

Pludselig mærker jeg noget skarpt skærer igennem mig, og jeg kan ikke nå at tænke noget før jeg falder ned, mens jeg tager mig til nakken i smerte.
Min hænder holder jeg her, meget stramt, eller så meget som jeg nu kan. For hver gang jeg slipper taget, kan jeg mærke at hovedet skiller sig fra min krop. Mit hovedet er stort set skåret af.

Jeg bliver liggende helt stille, indtil vi igen er alene i rummet. Væsnet er væk lige pludseligt, og den anden kvinde får sig kæmpet hen til at metalbord med hjul. Hun lægger sig ovenpå det og triller den hen til mig. Hun hiver mig ind på den nederste hylde på bordet og siger vi skal væk før det kommer tilbage. Jeg kan kun holde fast på hals og hoved mens jeg tænker; "at hvis jeg nu giver slip, så mærker jeg nok ikke resten... Det vil være en nem måde at slippe på."

---- Resten får i imorgen

Am I awake?... or 'sleeping'?

Det er kun tre dage siden at jeg gik i seng og var i virkelig dårligt humør... Jeg synes ikke det er fedt at komme på arbejde igen efter så lang og så god en ferie. Jeg var kommet for godt ind i at nyde min hverdag, sove længe og ikke have noget arbejdsrelateret på agendaen.

Det er hårdt og trist at komme i gang igen pga. alle de ting der sker (og ikke sker) på arbejde lige i tiden.. Jeg er ikke så glad for det mere. Og det bærer mine drømme præg af... desværre.

Den aften tænkte jeg faktisk ved mig selv, at jeg havde brug for at drømme lidt om Charlie. For at føle mig lidt tættere på noget trygt, mit eget hjerte og noget der gjorde mig glad.
Nogle gange lykkes det faktisk. At han 'kigger ind til mig' når jeg har ønsket det mest.

Men ikke denne gang, desværre.

Jeg tjekkede instagram som jeg plejede, læste nogle sider i min bog som jeg plejede og vendte mig som om i skyggerne efter jeg slukkede lyset.

Jeg nåede faktisk lige at kaste et blik over på klædeskabet inden jeg faldt helt hen. Lige nu hænger der en kjole, fordi den er nystrøget. Jeg har bare ikke fået hængt den hen til de andre, selvom den forstyrrer mig når jeg skal sove. Jeg ved det bare er en kjole, men det ligner en skikkelse når man kniber øjnene sammen.

Jeg vendte mig om, så den var ude af syne, men når sådan noget først er kommet ind i mit hoved, er det som om der åbnes op for alt muligt andet også.


Jeg vågner nogle timer senere fordi jeg brænder på min ryg. Det føles som om der ligger nogen bag ved mig. Madrassen bevæger sig da noget løfter sig fra sengen. Jeg hører intet... Men mærker kuldegysninger ned af ryggen og ned ad bagbenene, hvor der før var en brændende følelse.

Noget tager fat i mine ben og dynen med. Det gør ikke ondt, men jeg er skræmt fra vid og sans, så jeg ligger HELT stille og prøver at sige noget. Ingen stemme kommer ud. Men kun hurtige panikslagne vejtrækninger.
Pludseligt trækkes jeg helt ned i den anden ende af sengen af noget der ikke er synligt. Det er et kraftigt hurtigt træk. Jeg åbner øjnene men kan kun ligge og stirre på mine gardiner, da det er den side jeg vender imod nu.

'Det er her, det er her! Det er nu du skal være her, Charlie ' tænker jeg og prøver at skrige det samme, men ingen stemme kommer ud.

Pludseligt ligger jeg oppe på min pude igen, og et minut efter sker trækket én gang til, og jeg er stadig lammet til kun at ligge på min ene side og knibe øjnene sammen. Jeg ligger i fodenden af sengen igen, og har atter den brændende fornemmelse på bagsiden.

Med et sæt vågner jeg - rigtigt denne gang. Ligger stadig på min pude, med ansigtet mod højre side af rummet. Og jeg kan bevæge mig igen, og kigger rundt i rummet. Der er selvfølgelig ingenting. Men jeg har kuldegysninger på hele ryggen. Og jeg er faktisk lidt skræmt.
Skræmt af at man kan drømme så realistisk, at man er vågen, og mærker noget på sin krop som ikke sker i virkeligheden. I drømmen var jeg sikker på, at jegvar vågen og at der var noget i rummet.

Jeg husker det hele meget tydeligt, selvom det bare var en drøm/mareridt.

Jeg tænker faktisk på Charlie igen bagefter inden jeg skal sove. At han godt liiiige måtte have været der, i stedet for dét der var.

Mor har en gang fortalt mig, at han er min skytsengel... Og jeg tror på hende (Hun ved jo sådan nogle mærkværdige ting). Og på ham. Der var vel en grund til vi havde hinandens billeder i hver vores pung dengang han forsvandt. Der er noget der binder os sammen.

Jeg drømmer først om ham natten efter. Og den historie skal I også nok få...

 They brain knows every little thing about me. And spends my time sleeping to use every knwon detail to create dreams and nightmares to either please me or freak me out.

TED-ed Gifs: http://ed.ted.com/

Nighty night

The dreams are back!

Ih jeg får det helt dårligt af at kigge på sidste udgivelsesdato... Men der er altså en grund til vanviddet.

Jeg er nemlig blevet skribent for Sound of Aarhus - et online musikmagasin her i Aarhus. Vi specialiserer os i dansk og især lokalmusik, der er generet i eller af folk fra Aarhus.

Jeg ELSKER at skrive om musik. Uanset genre... Dog holder jeg mig fra heavy og hård hjernecelle-truende techno, da jeg ganske enkelt ikke har forstand nok på det til at kunne værdsætte det (som I nok kan høre).

Men det har taget et par aftener i ugen. Altså at skrive for SOA. De aftener der normalt gik til bloggen er havnet i artikler, anmeldelser og musiksøgning.

Men jeg er begyndt at drømme igen. Så nu ligger der et par indlæg og venter.

Den kommende drøm handler om mit soveværelse... Og det var hverken frækt eller sjovt. Tværtimod.

Stay tuned...

I would like to believe, that this is where our minds wander when we dream good things

Den gode hverdag

Drømmene er underligt nok ikke så spændende lige nu... Der var noget med en rumkapsel og noget ørken for en uge siden, men jeg husker desværre ikke detaljerne. Så det bliver noget andet idag...

Jeg tænker rigtig meget over de små ting i hverdagen som glæder mig. Når hverdagen overtager hedder det ofte arbejde, træne, serie, aftensmad, sove og forfra dagen efter. Det er lidt et problem, når man ikke lige har lavet aftaler, for så bliver alle dage ens. Og ganske kedelige.

Så for at det hele ikke skal blive det samme - er jeg stoppet med eftermiddagsfjernsyn. Der er alligevel ikke noget. Og det tager for mange af de få fritimer man har.

Jeg sætter mig ud på altanen, eller går en tur i stedet. Skruer højt op for musik. Luger ukrudt i altankassen. Og jeg hygger mig med det.

Jeg elsker at tulle rundt.  Elsker at sidde på gulvet, at lave mad i køkkenet, tage en lur på sofaen, sove i nyt sengetøj, opleve nyt musik i sofaen, at læse ligegyldige men nye ting i leksikonet, morgenritualer med æg, og tyve min til at vågne. Jeg elsker at fylde krydderglassene i køkkenet, at sidde med fødderne på altankanten, og ligge at læse inden jeg skal sove.
Men jeg elsker også at andre også føler sig hjemme her. Det er ikke det fedeste sted, de nyeste, og fineste ting, men det hygger om folk. Og jeg er altid glad for at komme hjem. Også når det roder.



Og så en lille ekstra ting. Jeg skal med stor sandsynlighed til at skrive om musik... Sådan rigtigt altså. Og dét elsker jeg jo også!   Jeg håber jeg får lov til at afsløre mere om det - angiveligt efter på fredag.

Og så håber jeg på at kunne drømme lidt i nat - den verden kan jeg godt savne ind imellem. Håber snart at dele flere drømme herinde. Sov godt derude!

Anmeldelse af Velvet volume og tidsrejser

"Grunge rock
Tempo
Rytmisk alsidighed
Dystert men svinger til tider over i muntert
Tre dygtige musikere der hver især sætter tempoet men også følges fint sammen
Både solo og duet-vokalerne spiller godt
Begge har god klang men lyder meget forskellige
Den korthårede guitarist og den ene halvdel af forsangerne har en karakteristisk 80'agtig lyd når hun fraserer i toneskift"

Dette var mine umiddelbare noter, som jeg tog under koncerten med Velvet Volume på Train i Januar.

Jeg mener at de korte fraser står fint alene, men da jeg dykkede længere ned i sangene herhjemme efter koncerten, synes jeg alligevel de skulle uddybes lidt.

Da pigerne kommer ind på scenen mindes jeg at tænke som noget af det første 'Søde små piger, men dystre i udseendet. Kan de virkelig spille sådan et publikum op' og 'Hende bassisten, hun ligner virkelig Kristen Stewart helt vildt'

Med de første slag på guitaren blæste de mig faktisk omkuld. Der var masser af melodi og fængende rytmer. Vokalerne klingede super godt sammen! ..... 80' vokalen fra guitaristen og 90'er-tråden
 fra de vidt bevægende - Hvor var det bare lækkert! Det var grungeagtigt på den der gode garagerock måde, og de kunne lige så vel have stået og spillet i skovmandsskjorter som i rød t-shirt og henholdsvis en sort nederdel og sorte jeans.

Man kunne ikke andet end at give sig hen under diverse trommesoloer, guitarriffs og catchy choruses.
Jeg var mildest talt imponeret. Og nåede faktisk slet ikke at fange alle sangtitler fordi jeg bare ville nyde musikken i det øjeblik jeg stod der.
Fremover er jeg nok nødt at rive mig selv lidt ud af momentet og få skrevet de titler ned.

Men to ting kan jeg garantere:

Velvet volume kan I godt forvente at høre mere fra! Både i radioen, via mig og helt sikkert på diverse festivaler. De skal nok komme igennem lydmuren!

Flere musikanmeldelser er på vej! Jeg agter at skrive både om Jooks koncerten i næste uge, og Dizzy koncerten i April. Jeg glæder mig så meget til at kaste mig ud i flere lydoplevelser.


--------

Jeg håber også på at poste flere drømme her inden så længe. Underbevidstheden har oppet sig lidt og er igen begyndt at blive et interessant sted i nattemørket.

Den seneste drøm har jeg faktisk drømt to gange indenfor den sidste uge.
Den er super mærkelig og kaster mig rundt i flere forskellige tider, slår mine venner, familie og egenkontrol ihjel.

Jeg kan huske at jeg ender et sted der virker som to år herfra, men finder senere ud af at vi er i 2000-og et-eller-andet. Jeg sidder i en form for hus, der dog kun har to vægge og intet loft. Så ja, der er helt åbent og jeg kan sidde og kigge ud på et snefyldt, mørkt og koldt landskab.
Noget af det jeg ser på er natur, og resten er forladte industriområder, og er meget trist i udtrykket.

På min venstre ser jeg et glimt af min fars kæreste. Hun fortæller mig hvilket år jeg befinder mig i, men jeg bider ikke mærke i det, for mine følelser tager fuldstændig overhånd. Jeg kan mærke, at jeg har mistet resten af min familie, mine søskende, og min mor. De må jo være døde der tilbage i den rigtige tid, siden de ikke er her.
Jeg græder og græder, og kæmper med en eller anden app på min telefon der givetvis skulle have kastet mig flere hundrede år frem i tiden.

Jeg forsøger at komme bare et par år tilbage, men app'en vil overhovedet ikke virke. Det er som om at de nærmeste år omkring mig selv ikke eksisterer eller har gjort. Så spoler jeg tilbage til et par dage før den allersidste dag jeg husker, jeg har været sammen med min familie.

Her vil den gerne stoppe - den indstiller, giver en kliklyd og jeg bliver smidt lidt rundt omkring i et tåget sted.
Det er som om rejsen aldrig ender. Og jeg tænker kun på om jeg nogensinde kommer til at se min mor igen. Jeg græder igen, da jeg tror jeg forbliver helt alene og muligvis er nødt til at rejse tilbage til det mørke sted. Alene i det store og hele, og alle dem jeg kender er døde i den tid jeg egentlig hører til.

Jeg vågner op  min seng, og priser mig lykkelig over at vide, at jeg om en times tid sidder med en kop kaffe i Viby, i stedet for i et åbent rum, foran en død og forladt verden, der ligner et faldefærdigt industrikvarter.
En lettelse - for noget af det værste for mig, er at drømme at jeg mister min familie.

Drømmen vender tilbage et par dage efter i et lidt andet setup, men samme historie.

Jeg håber at følge op på den, hvis der kommer noget nyt.

Kan I have en lækker onsdag aften


-Mia

No resolutions! - Only statements

 4 nytårskonstateringer

1) Arbejde kører derudaf med masser af fart. Jeg suger erfaringerne til mig, og læsser på skuldrene til de ikke kan mere. Nu har jeg jo lige haft juleferie, så mon ikke de er blevet et par centimeter bredere siden sidst jeg sad der i Viby.

2) Ved siden af får jeg taget et par aftenbilleder, når jeg kan lokke mig selv væk fra sofaen og aftenlytning til musik. Det sker efterhånden kun et par gange om måneden. Men når det sker, er jeg så glad indeni.

3) Jeg er træt hele tiden... Og bilder mig selv ind at det er mørket og mangel på sol.
Jeg burde bygger mit arkiv op af live musikanmeldelser, men aftenerne går med at læse om musik og glo fjernsyn i stedet.

4) December har ikke blomstret af koncerter, men der kommer helt klart lidt mere at skrive om til Musik Aarhus Festival i midt Januar. Så tænker jeg at begynde at smide om mig med beskrivende fraser om livemusikkens indtryk på mig og den stemning det sætter i spillerummene. Så frem med notesblokken, og ud skal komme et par anmeldelser, der forhåbentligt kan sørge for et startende skribent grundlag.

Lad os nu se. "Tid er der nok af" - siger man og vender sig om og opdager at der allerede er gået flere år siden man fik ideen... første gang.

Jeg går i seng og læser lidt Murakami. Den er først ved at fange mig nu... Det tager åbenbart lidt tid at få min fulde opmærksomhed. Og dét med så meget.

Aftentanker fra Silkeborgvej

 From 'Godsbanen'

Family at 'Ringgadebroen'


-----------------

Work is going good.
I'm trying to make an effort to take as many pictures as I can in my spare time. But usually I end up on my sofa listening to music or watching tv after work.

But when I get to it, and I actually get some frames, I feel quite satisfied.

I'm also working on establishing a small archive of live concert reviews, but there has not been that much to do in december. There'll be much more in the middle of january, So I'm hoping to take some time to write a bit during Musik Aarhus Festival.

I'm out for now.

Sleep tight

Tsunamien

De mareridt jeg før døjede med, de hænger ikke længere på træerne. Og det kan man da prise sig lykkelig over... Jeg vågner ikke længere op midt om natten badet i sved, og rundt på gulvet over hvad jeg lige har oplevet i min underbevidsthed. Der sidder ikke længere et torn og prikker inde i mig hele dagen efter jeg har drømt.
Og det er jeg da glad for.

Men er det ikke også et tegn på, at der er noget, der er ved at forsvinde? En fantasi, en frygt, udfordringer?

Eller også maler jeg bare fanden på væggen, som jeg altid gør.
Det dukker nok op igen. Mærk jer mine ord, det er IKKE fordi de er savnet. Det er bare underligt, at det pludselig er en helt anden genre drømmene berører.
Som det er lige nu, er det kun de underlige drømme jeg vågner af. De er til tider også lidt skræmmende, som den jeg skal til at skrive. Men ikke nær så uhyggelige som de andre.


Jeg er ude at rejse et sted med en veninde. Hun er nok sat i denne kontekst da jeg var på ferie med hende i foråret. Vi går langs stranden og kigger ud mod havet der banker ind mod kysten.
Det blæser en smule mens vi er på vej hen til hotellet.

Da vi kommer derhen, tager vi elevatoren op til øverste etage, som ser ud til at være ret langt oppe.
Vi åbner terrassedøren og kigger ud over området. Der er HELT stille i vejret lige pludseligt.

Vi går tilbage til stuerummet og slapper af et par minutter. Men så hører vi en rumlen fra terrasseområdet. Vi går ud og kigger os omkring og ser at en kæmpe bølge stiger op fra havet både foran, man også bagved hotellet. Der er altså tsunamier på vej til at sluge hele hotelområdet fra to sider.

 Her bliver vi lidt bange, da vi er fanget på øverste etage i et spinkelt hotel.

Det hele begynder at blæse op, og begge tsunamier vælter ind over det tilbyggede område, og slå bygninger og mennesker omkuld. Vi bliver kastet rundt i værelset. Vinduer sprænger, døre flyver op og vi forsøger at syge ly på badeværelset. Hele bygningen svingere fra venstre til højre, og er lige ved at svinge ind i nabohotellet. Selvom jeg er inde i værelset ser jeg også hotellet udefra.

Pludselig blæser det af og vi befinder os på stranden i badetøj. Meget mærkeligt.
Det ligner en strand på Boracay Island i filippinerne.

Pludselig ser jeg at far stå der midt i det hele, og jeg går hen og snakker med ham.

Alt er fredeligt og min veninde går i forvejen langs stranden. Der ligger stykker af hotelbygninger og murbrokker langs stranden og længere ude i vandet, men alt emmer nu af fred og ro.

Rouladedrømme og billeder af mælk og nattelamper

 Jeg drømmer så sindssygt mange underlige ting for tiden. Drømmene er ikke uhyggelige - de er bare klamme, usandsynligt dumme, og slet ikke værd at skrive hjem om.

Alligevel får I en lille én her.
Den seneste jeg husker er, at jeg skal rulle 4 forskellige roulader, meget meget tyndt, og lægge dem på 4 små tallerkener, som skal ud til nogle gourmetkokke. Én med chokolade, én med hindbær, og to andre farver der ikke giver mening med deres smag.
Jeg kan huske at to af dem lykkes, og de andre går i stykker, fordi jeg skal skære dem så tynde.

Det ender med at jeg spiser de andre to, for skjule at jeg har lavet en fejl, og jeg var ved at revne både af skræk for at de skulle finde ud af det, men også af mæthed. Det må have været nogle ret frygtindgydende kokke.

Så vågner jeg, og hvor jeg plejer at være ret sulten der kl. 7, var jeg denne gang.. ja mæt!!? Som om jeg havde proppet mig med roulade i virkeligheden. Simpelthen sådan en latterlig drøm.

Men hellere det, end at jeg drømmer at min familie, bekendte eller jeg selv er i fare eller kommer til skade. Det er dog oftest dét, de handler om.



Generelt set sker der meget lige nu. Det er ikke så meget i privaten, men mest arbejde. Og det er ikke fordi jeg føler jeg har rivende travlt når jeg kommer hjem. Men det er alligevel som om jeg ikke får givet mig tid til alt det jeg gerne vil.
Læse flere bøger, tage flere billeder, ligge at drømme til musik, indrette min lejlighed som jeg vil, løbe flere ture og meget meget mere. Og jeg har ikke en gang børn!  
Måske er det fordi jeg ikke helt kan følge med. Tiden går alt for stærks, og arbejdslivet kører bare derudaf, uge efter uge.

Jeg forstår det ikke. Og nu er det snart jul. Pyyyh!



Lidt aftenleg fra i dag d. 11.11.14

Drøm d. 27. Juni - Huset i Pennsylvanien

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er kommet derhen, men jeg er ved et stort gammelt hus et sted. Mig og en kammerat, jeg ikke har set før bliver vist ind af en kæmpe metalport ved entreen til huset. En ældre dame åbner for os og nærmest genner os ind. Hun siger, at vi er i Pennsylvanien, og at vi igen kan rejse videre om nogle dage. Vi skal åbenbart overnatte og det virker som om min kammerat er indstillet på det.
Nogle gange skifter hans ansigt, så han ligner min bror. Men for det meste har han langt og lidt rødligt/jordbærblond hår.

Der kommer en meget høj og bred mand og viser os på et kort, hvor vi skal sove henne. Vi spørger, om vi kan blive vist hen på værelserne, fordi huset er meget stort. Han ser vred ud, men siger til damen, at hun skal vise os 'derned'.

Vi går hen til en lang gang, hvor der for enden er en elevator; en af de åbne gammeldags elevatorer med gitter foran. Vi kører helt ned i kælderen, hvor hun viser os ud.
Hun siger vi skal vente i forrummet, hvorefter hun forsvinder bag en anden dør. Vi kigger på hinanden, og jeg får en mærkeligt fornemmelse i maven. Som om jeg har været her før, og som om jeg har været bange sidst jeg var her…

Damen kommer ud igen og viser os ind på et værelse, hvor hun tager vores ting, vores pas, telefoner, punge, alt, skynder sig ud på gangen og siger ind til os, at vi først kan komme videre til London d. 5. Jeg ved ikke hvorfor, men min tidsfornemmelse siger mig, at det først er om ti dage. Og det kan jo ikke passe.
Idet jeg løber hen mod døren, lukker hun og låser os inde.

Pludselig skifter scenen, og vi står på stue-etagen igen. Jeg diskuterer med kvinden.
Hun  nægter at give os vores ting tilbage og siger, at vi skal blive hvor vi er. Hun giver os lidt mad, som vi næsten ikke tør spise, men vi er så sultne, at vi er ligeglade med potentielle trusler. Den høje mand står bare og stirrer på os imens vi spiser.

Jeg bliver pludselig svimmel og siger en masse skældsord til min kammerat som råber noget tilbage jeg ikke husker, men jeg mærker at jeg bliver meget ked af det. Vi kommer op at skændes, og det føles som om det aldrig holder op. Kvinden smiler lumsk, og går sin vej. Jeg er sikker på hun har puttet en form for bedøvelsesmiddel el. andet i maden.

Det er som om man er i en tåge i det her hus hele tiden. Det er kæmpe stort, og ingen døre fører ud.

En dag får vi adgang til det rum, hvor parret opholder sig. Og vi går viljestærkt ind til dem og forlanger vores ting tilbage. Kvinden nægter at aflevere dem. Jeg råber af hende, at jeg ikke stopper med at skrige hende ind i hoveder, før vi har fået vores ting. Jeg ville gerne kaste mig over hende og slå hende, men der er noget, der holder mig tilbage. Ind imellem flasher der et billede frem af en jeg kender, som om der skulle være en forbindelse fra hende på og til kvinden. Som om hun er familie af en slags.  Jeg tror, det er derfor jeg ikke overfalder hende. OG så fordi hendes voldsomt store mand holder øje. Han begynder at kaste vores jakker og tasker ud på gangen og kvinden henter så vores pas, som hun smider i hovedet på os. 'Så Skrid dog! Vi gider jer ikke alligevel! SKRID'

Jeg kigger på kammeraten som lige nu ligner min bror, og vi bliver helt lettede. Nu kan vi tage hjem.
Men han har fået øje på én der står udenfor hovedporten og venter på os. Han har en pistol. Vi er sikre på, at han er søn af parret og at de har aftalt, at han skal skyde os lige når vi kommer ud. Min bror hiver sin egen pistol frem (som han lige pludselig har!) og gør klar. Men da vi træder ud, forsvinder sønnen længere op ad vejen, hvor han står og kigger hulkende ned i jorden.

Vi løber og løber og løber og og parret kommer løbende ud efter os, men da de ser politiet, der er på vej op ad gaden, vender de om. Pludselig bemærker vi, at vi er på Stationsvej i Ejstrupholm - Man rejser åbenbart hurtigt i min underbevidsthed.

Politiet har fået meldinger om forsvindinger og forgiftning af mennesker i huset før, men manglede et sidste lead, før de kunne gøre noget.
Vi taler med dem, og de hiver en gammel sag frem fra 60'erne, hvor det hele startede. Manden der har anmeldt det første fangeskab i huset hedder André, men på hans ID billede ligner han John Lennon på en prik. I mit hoved bliver der spillet en dyster spændingsmelodi, som om jeg er på sporet af en ny konspirationsteori om Lennon. Men pludselig vågner jeg inden jeg når at tænke videre over det.


---------------------

Normalt ville jeg oversætte blogindlægget til Engelsk, men denne drøm er simpelthen for omfattende til at jeg gider her kl. 21.50 en mandag aften.

Der kommer mere den kommende uge, for jeg har et par noter bl. a. om en narkodrøm, og en meget skør fest min underbevidsthed har været til.

De følgende billeder er taget den seneste uge. Jeg elsker i øvrigt skoven ved Trøjborg og ud mod kysten. Intet bedre.

Sov godt derude!

 Solnedgang over Nørre Port - Sankt Hans aften

 Gåtur i skoven ved Trøjborg

Maersk på vej til Aarhus Havn