mandag den 30. juni 2014

Drøm d. 27. Juni - Huset i Pennsylvanien


Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er kommet derhen, men jeg er ved et stort gammelt hus et sted. Mig og en kammerat, jeg ikke har set før bliver vist ind af en kæmpe metalport ved entreen til huset. En ældre dame åbner for os og nærmest genner os ind. Hun siger, at vi er i Pennsylvanien, og at vi igen kan rejse videre om nogle dage. Vi skal åbenbart overnatte og det virker som om min kammerat er indstillet på det.
Nogle gange skifter hans ansigt, så han ligner min bror. Men for det meste har han langt og lidt rødligt/jordbærblond hår.

Der kommer en meget høj og bred mand og viser os på et kort, hvor vi skal sove henne. Vi spørger, om vi kan blive vist hen på værelserne, fordi huset er meget stort. Han ser vred ud, men siger til damen, at hun skal vise os 'derned'.

Vi går hen til en lang gang, hvor der for enden er en elevator; en af de åbne gammeldags elevatorer med gitter foran. Vi kører helt ned i kælderen, hvor hun viser os ud.
Hun siger vi skal vente i forrummet, hvorefter hun forsvinder bag en anden dør. Vi kigger på hinanden, og jeg får en mærkeligt fornemmelse i maven. Som om jeg har været her før, og som om jeg har været bange sidst jeg var her…

Damen kommer ud igen og viser os ind på et værelse, hvor hun tager vores ting, vores pas, telefoner, punge, alt, skynder sig ud på gangen og siger ind til os, at vi først kan komme videre til London d. 5. Jeg ved ikke hvorfor, men min tidsfornemmelse siger mig, at det først er om ti dage. Og det kan jo ikke passe.
Idet jeg løber hen mod døren, lukker hun og låser os inde.

Pludselig skifter scenen, og vi står på stue-etagen igen. Jeg diskuterer med kvinden.
Hun  nægter at give os vores ting tilbage og siger, at vi skal blive hvor vi er. Hun giver os lidt mad, som vi næsten ikke tør spise, men vi er så sultne, at vi er ligeglade med potentielle trusler. Den høje mand står bare og stirrer på os imens vi spiser.

Jeg bliver pludselig svimmel og siger en masse skældsord til min kammerat som råber noget tilbage jeg ikke husker, men jeg mærker at jeg bliver meget ked af det. Vi kommer op at skændes, og det føles som om det aldrig holder op. Kvinden smiler lumsk, og går sin vej. Jeg er sikker på hun har puttet en form for bedøvelsesmiddel el. andet i maden.

Det er som om man er i en tåge i det her hus hele tiden. Det er kæmpe stort, og ingen døre fører ud.

En dag får vi adgang til det rum, hvor parret opholder sig. Og vi går viljestærkt ind til dem og forlanger vores ting tilbage. Kvinden nægter at aflevere dem. Jeg råber af hende, at jeg ikke stopper med at skrige hende ind i hoveder, før vi har fået vores ting. Jeg ville gerne kaste mig over hende og slå hende, men der er noget, der holder mig tilbage. Ind imellem flasher der et billede frem af en jeg kender, som om der skulle være en forbindelse fra hende på og til kvinden. Som om hun er familie af en slags.  Jeg tror, det er derfor jeg ikke overfalder hende. OG så fordi hendes voldsomt store mand holder øje. Han begynder at kaste vores jakker og tasker ud på gangen og kvinden henter så vores pas, som hun smider i hovedet på os. 'Så Skrid dog! Vi gider jer ikke alligevel! SKRID'

Jeg kigger på kammeraten som lige nu ligner min bror, og vi bliver helt lettede. Nu kan vi tage hjem.
Men han har fået øje på én der står udenfor hovedporten og venter på os. Han har en pistol. Vi er sikre på, at han er søn af parret og at de har aftalt, at han skal skyde os lige når vi kommer ud. Min bror hiver sin egen pistol frem (som han lige pludselig har!) og gør klar. Men da vi træder ud, forsvinder sønnen længere op ad vejen, hvor han står og kigger hulkende ned i jorden.

Vi løber og løber og løber og og parret kommer løbende ud efter os, men da de ser politiet, der er på vej op ad gaden, vender de om. Pludselig bemærker vi, at vi er på Stationsvej i Ejstrupholm - Man rejser åbenbart hurtigt i min underbevidsthed.

Politiet har fået meldinger om forsvindinger og forgiftning af mennesker i huset før, men manglede et sidste lead, før de kunne gøre noget.
Vi taler med dem, og de hiver en gammel sag frem fra 60'erne, hvor det hele startede. Manden der har anmeldt det første fangeskab i huset hedder André, men på hans ID billede ligner han John Lennon på en prik. I mit hoved bliver der spillet en dyster spændingsmelodi, som om jeg er på sporet af en ny konspirationsteori om Lennon. Men pludselig vågner jeg inden jeg når at tænke videre over det.


---------------------

Normalt ville jeg oversætte blogindlægget til Engelsk, men denne drøm er simpelthen for omfattende til at jeg gider her kl. 21.50 en mandag aften.

Der kommer mere den kommende uge, for jeg har et par noter bl. a. om en narkodrøm, og en meget skør fest min underbevidsthed har været til.

De følgende billeder er taget den seneste uge. Jeg elsker i øvrigt skoven ved Trøjborg og ud mod kysten. Intet bedre.

Sov godt derude!

 Solnedgang over Nørre Port - Sankt Hans aften

 Gåtur i skoven ved Trøjborg
Maersk på vej til Aarhus Havn