tirsdag den 11. november 2014

Rouladedrømme og billeder af mælk og nattelamper


 Jeg drømmer så sindssygt mange underlige ting for tiden. Drømmene er ikke uhyggelige - de er bare klamme, usandsynligt dumme, og slet ikke værd at skrive hjem om.

Alligevel får I en lille én her.
Den seneste jeg husker er, at jeg skal rulle 4 forskellige roulader, meget meget tyndt, og lægge dem på 4 små tallerkener, som skal ud til nogle gourmetkokke. Én med chokolade, én med hindbær, og to andre farver der ikke giver mening med deres smag.
Jeg kan huske at to af dem lykkes, og de andre går i stykker, fordi jeg skal skære dem så tynde.

Det ender med at jeg spiser de andre to, for skjule at jeg har lavet en fejl, og jeg var ved at revne både af skræk for at de skulle finde ud af det, men også af mæthed. Det må have været nogle ret frygtindgydende kokke.

Så vågner jeg, og hvor jeg plejer at være ret sulten der kl. 7, var jeg denne gang.. ja mæt!!? Som om jeg havde proppet mig med roulade i virkeligheden. Simpelthen sådan en latterlig drøm.

Men hellere det, end at jeg drømmer at min familie, bekendte eller jeg selv er i fare eller kommer til skade. Det er dog oftest dét, de handler om.



Generelt set sker der meget lige nu. Det er ikke så meget i privaten, men mest arbejde. Og det er ikke fordi jeg føler jeg har rivende travlt når jeg kommer hjem. Men det er alligevel som om jeg ikke får givet mig tid til alt det jeg gerne vil.
Læse flere bøger, tage flere billeder, ligge at drømme til musik, indrette min lejlighed som jeg vil, løbe flere ture og meget meget mere. Og jeg har ikke en gang børn!  
Måske er det fordi jeg ikke helt kan følge med. Tiden går alt for stærks, og arbejdslivet kører bare derudaf, uge efter uge.

Jeg forstår det ikke. Og nu er det snart jul. Pyyyh!



Lidt aftenleg fra i dag d. 11.11.14





mandag den 30. juni 2014

Drøm d. 27. Juni - Huset i Pennsylvanien


Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er kommet derhen, men jeg er ved et stort gammelt hus et sted. Mig og en kammerat, jeg ikke har set før bliver vist ind af en kæmpe metalport ved entreen til huset. En ældre dame åbner for os og nærmest genner os ind. Hun siger, at vi er i Pennsylvanien, og at vi igen kan rejse videre om nogle dage. Vi skal åbenbart overnatte og det virker som om min kammerat er indstillet på det.
Nogle gange skifter hans ansigt, så han ligner min bror. Men for det meste har han langt og lidt rødligt/jordbærblond hår.

Der kommer en meget høj og bred mand og viser os på et kort, hvor vi skal sove henne. Vi spørger, om vi kan blive vist hen på værelserne, fordi huset er meget stort. Han ser vred ud, men siger til damen, at hun skal vise os 'derned'.

Vi går hen til en lang gang, hvor der for enden er en elevator; en af de åbne gammeldags elevatorer med gitter foran. Vi kører helt ned i kælderen, hvor hun viser os ud.
Hun siger vi skal vente i forrummet, hvorefter hun forsvinder bag en anden dør. Vi kigger på hinanden, og jeg får en mærkeligt fornemmelse i maven. Som om jeg har været her før, og som om jeg har været bange sidst jeg var her…

Damen kommer ud igen og viser os ind på et værelse, hvor hun tager vores ting, vores pas, telefoner, punge, alt, skynder sig ud på gangen og siger ind til os, at vi først kan komme videre til London d. 5. Jeg ved ikke hvorfor, men min tidsfornemmelse siger mig, at det først er om ti dage. Og det kan jo ikke passe.
Idet jeg løber hen mod døren, lukker hun og låser os inde.

Pludselig skifter scenen, og vi står på stue-etagen igen. Jeg diskuterer med kvinden.
Hun  nægter at give os vores ting tilbage og siger, at vi skal blive hvor vi er. Hun giver os lidt mad, som vi næsten ikke tør spise, men vi er så sultne, at vi er ligeglade med potentielle trusler. Den høje mand står bare og stirrer på os imens vi spiser.

Jeg bliver pludselig svimmel og siger en masse skældsord til min kammerat som råber noget tilbage jeg ikke husker, men jeg mærker at jeg bliver meget ked af det. Vi kommer op at skændes, og det føles som om det aldrig holder op. Kvinden smiler lumsk, og går sin vej. Jeg er sikker på hun har puttet en form for bedøvelsesmiddel el. andet i maden.

Det er som om man er i en tåge i det her hus hele tiden. Det er kæmpe stort, og ingen døre fører ud.

En dag får vi adgang til det rum, hvor parret opholder sig. Og vi går viljestærkt ind til dem og forlanger vores ting tilbage. Kvinden nægter at aflevere dem. Jeg råber af hende, at jeg ikke stopper med at skrige hende ind i hoveder, før vi har fået vores ting. Jeg ville gerne kaste mig over hende og slå hende, men der er noget, der holder mig tilbage. Ind imellem flasher der et billede frem af en jeg kender, som om der skulle være en forbindelse fra hende på og til kvinden. Som om hun er familie af en slags.  Jeg tror, det er derfor jeg ikke overfalder hende. OG så fordi hendes voldsomt store mand holder øje. Han begynder at kaste vores jakker og tasker ud på gangen og kvinden henter så vores pas, som hun smider i hovedet på os. 'Så Skrid dog! Vi gider jer ikke alligevel! SKRID'

Jeg kigger på kammeraten som lige nu ligner min bror, og vi bliver helt lettede. Nu kan vi tage hjem.
Men han har fået øje på én der står udenfor hovedporten og venter på os. Han har en pistol. Vi er sikre på, at han er søn af parret og at de har aftalt, at han skal skyde os lige når vi kommer ud. Min bror hiver sin egen pistol frem (som han lige pludselig har!) og gør klar. Men da vi træder ud, forsvinder sønnen længere op ad vejen, hvor han står og kigger hulkende ned i jorden.

Vi løber og løber og løber og og parret kommer løbende ud efter os, men da de ser politiet, der er på vej op ad gaden, vender de om. Pludselig bemærker vi, at vi er på Stationsvej i Ejstrupholm - Man rejser åbenbart hurtigt i min underbevidsthed.

Politiet har fået meldinger om forsvindinger og forgiftning af mennesker i huset før, men manglede et sidste lead, før de kunne gøre noget.
Vi taler med dem, og de hiver en gammel sag frem fra 60'erne, hvor det hele startede. Manden der har anmeldt det første fangeskab i huset hedder André, men på hans ID billede ligner han John Lennon på en prik. I mit hoved bliver der spillet en dyster spændingsmelodi, som om jeg er på sporet af en ny konspirationsteori om Lennon. Men pludselig vågner jeg inden jeg når at tænke videre over det.


---------------------

Normalt ville jeg oversætte blogindlægget til Engelsk, men denne drøm er simpelthen for omfattende til at jeg gider her kl. 21.50 en mandag aften.

Der kommer mere den kommende uge, for jeg har et par noter bl. a. om en narkodrøm, og en meget skør fest min underbevidsthed har været til.

De følgende billeder er taget den seneste uge. Jeg elsker i øvrigt skoven ved Trøjborg og ud mod kysten. Intet bedre.

Sov godt derude!

 Solnedgang over Nørre Port - Sankt Hans aften

 Gåtur i skoven ved Trøjborg
Maersk på vej til Aarhus Havn

mandag den 14. april 2014

To drømme - En gammel og en ny

En dag tager jeg til et helt øde sted, lægger mig på ryggen og kigger opad en hel nat. Hvad øjet dog går glip af i bylysets skygger. Ærgerligt.



Jeg har to drømme, jeg skal forsøge at skrive i dag. Jeg sidder faktisk i min seng, og burde sove, men det her skal altså bare gøres.
De mennesker, der kender mig rigtig godt, kender også universet, og derfor nok også bevæggrundene for nogle af drømmenes scener, handlinger, eller mine tanker om dem i hvert fald. På en måde er de her ting vigtige for mig at fortælle. Men det der foregår her er meget, meget mærkeligt, og til tider urealistisk.
Mere behøver jeg vist ikke sige.



Drøm nr. 1.
Jeg drømte den for cirka en måned siden og jeg havde den faktisk i baghovedet hele dagen.

Det bliver en kort beskrivelse, for jeg føler ikke den varede hele natten (det gør man vel aldrig). En kort, men god drøm for mit vedkommende:

Jeg er på Roskilde festival med Schweizer-Mette. Jeg kan genkende det fordi, der er orange telte i baggrunden, der ligner orange scene. Vi sidder på en skaterampe bag en af scenerne. Jeg har ikke været på det område før; men Mette sidder på min højre side og Charlie sidder med hvid tee og sort cap på min venstre side. Han siger det er længe siden, jeg har besøgt ham og at vi ikke har snakket sammen længe.
Jeg sukker, og kigger forklarende på ham, mens jeg siger, at det er fordi jeg har haft en masse at tænke på med nyt arbejde og en masse projekter, men jeg ved godt det ikke er en god undskyldning. Hverken min arbejdstid eller fritid har jo noget at gøre med hvornår jeg kan besøge ham. Jeg kan huske, at jeg tænker præcis de ting med en snert af skyldfølelse. Jeg forklarer også, at jeg ikke lige har kunnet få fat på ham, når jeg skulle bruge ham. Og derfor ikke har besøgt ham. Jeg er bange for at han bliver skuffet over mig.

Han siger han ikke helt forstår det, fordi han jo plejer at holde øje med hvornår jeg har brug for ham. Og det synes han ikke rigtig, jeg havde haft på det seneste. At jeg klarede det fint, men at han gerne lige ville have snakket lidt med mig.
Jeg siger, at jeg har savnet ham og at jeg gerne vil se ham oftere. Men at det er svært når vi er så langt fra hinanden.
Vi bliver enige om at forsøge alligevel, og at vi nok skal finde på en måde at ses.

Drømmen, der slutter her, var egentlig bare en samtale mellem ham og jeg. Et løfte om at jeg ikke må glemme. Han har været i baghovedet og frisk i hukommelsen lige siden. Og dét synes jeg faktisk er rigtig rart.

For dem der ikke ved det, har Charlie ikke været her siden d. 30 April 2005

------------------------------
Drøm nr. 2

Denne drøm er lidt ældre og træder især i karakter pga. dens knytning til min familie og dens urealistiske handling.
Den måde drømmen skildrer de medvirkende på, er meget fjern fra virkeligheden. Og derfor var det også en drøm, der sad fast i mig rigtig længe.

Mor sidder på førersædet ved siden af mig i sin lille røde bil. Hun kigger ikke rigtigt på mig, men stirrer lige ud ad vinduet mens hun drejer ud af byen og op ad Holmegårdsvej.

Jeg har en forventning om at jeg snart skal møde en masse mennesker... Lidt som om jeg er på vej til familiefødselsdag. Vi er på vej ud til min far, det er jeg klar over. Men det går virkelig langsomt med at komme derud.

Da vi kører op af grusvejen, kan jeg se, at der ikke holder andre biler. 'Måske er jeg den første' tænker jeg. Mor sætter mig af i gården, vender bilen og kører tilbage uden rigtig at sige noget til mig. Mine søskende er her ikke..
Min far står henne i glasdøren og med hænderne fast plantet i siderne. Han smiler ikke, men vinker lige kort, åbner så døren og stiller sig ud på det lille trin, der er lige ude foran døren.
Jeg begynder, at gå hen imod ham, men noget får mig til at stoppe. Der kommer en skikkelse ud af døren, der går ud til værkstedet, men jeg når ikke at se, hvem det er før der lyder et skud. 

Jeg kan ikke rigtigt mærke noget, men jeg opdager, da jeg kigger ned ad mig selv, at jeg har hul i brystet, og at mit hjerte er faldet ud i min venstre hånd. Det bløder meget og hamrer stadig, mens jeg står og kigger på det. Far kigger også ned i min hånd. Han stikker mig bilnøglerne til den gamle Toyota, som pludselig holder midt i gården. Jeg springer ind i den, mens jeg  famler med min telefon for at ringe til skadestuen. Far drejer om på hælen, går indenfor igen, og lukker døren efter sig. Der er stadig ingen andre end mig ude i gården.

Jeg starter bilen, kører ned af grusvejen og får samtidigt fat i læge fra skadestuen. Det lykkedes mig på mirakuløs vis at ringe 112, skifte gear og dreje på rettet, alt imens jeg holder mit hjerte i den venstre hånd. Jeg siger meget hurtigt: 'Øh, Ih er nok nødt til at være klar derinde, for jeg er på vej på skadestuen i egen bil, og jeg har mit hjerte i min ene hånd. Jeg får nok brug for noget hjælp'.

Jeg vågner...


tirsdag den 21. januar 2014

Drømme

Jeg tog lige et kig herinde sammen med en veninde forrige weekend. Det står jo helt stille, men jeg er vist ikke den eneste. Min blogliste (dem jeg følger) bliver kun opdateret af 2 enkelte bloggere, selvom jeg følger en 12-13 stykker. Det står vist lidt småstille  blogland, og det er helt sikkert fordi det nye habitat er Instagram osv.

Jeg siger ikke jeg vil til at opdatere herinde hver dag, men der må gerne ske lidt noget oftere. Jeg fik afleveret mit speciale d. 2. Januar, og jeg skal da lige love for at jeg har fået det på afstand igen. Næsten for meget. Mit forsvar er d. 30. dvs. fredag i næste uge. Og jeg synes virkelig det er svært at vide hvad censor vil have. Godt opgaven er skrevet!


Aathus havn set fra Trøjborg

Jeg vil forresten til at skrive mine drømme ned.

Jeg husker stort set altid hvad jeg drømmer, og det er ikke ligefrem kedeligt! Jeg har oplevet jordens undergang på kanten af verden, gravet tunneler med trolde og underjordiske væsener, været i krig med søens mænd og fjendtlige spøgelser på en fjerntliggende strand, har kørt i bil fra min fars gård til hospitalet med mit eget hjerte i hånden og er sågar blevet beordret til at sove i stalden som ung pige i huset på en bondegård. Ej men, sikke et spændende liv jeg har i min underbevidsthed.

 Kornmark i Ejstrup med farvede filter

Nu skal det simpelthen skrives ned. Så tit jeg har tid til det.
Man siger folk drømmer hver nat. Jeg kan i hvert fald hver anden drøm, er 26 år nu og har skrevet lidt ned et par gange, men bestemt ikke det hele.

26x365 / 2 =  det er sådan ca. 4745 drømme jeg kan huske, så der er nok at gå i gang med!

De helt gode kommer måske til at optræde her, og andre er jeg nok nødt til at holde for mig selv:)

God tirsdag aften

Vestre Ringgade ved efterår og med Instafiltre