En dag tager jeg til et helt øde sted, lægger mig på ryggen og kigger opad en hel nat. Hvad øjet dog går glip af i bylysets skygger. Ærgerligt.
Jeg har to drømme, jeg skal forsøge at skrive i dag. Jeg sidder faktisk i min seng, og burde sove, men det her skal altså bare gøres.
De mennesker, der kender mig rigtig godt, kender også universet, og derfor nok også bevæggrundene for nogle af drømmenes scener, handlinger, eller mine tanker om dem i hvert fald. På en måde er de her ting vigtige for mig at fortælle. Men det der foregår her er meget, meget mærkeligt, og til tider urealistisk.
Mere behøver jeg vist ikke sige.
Drøm nr. 1.
Jeg drømte den for cirka en måned siden og jeg havde den faktisk i baghovedet hele dagen.
Det bliver en kort beskrivelse, for jeg føler ikke den varede hele natten (det gør man vel aldrig). En kort, men god drøm for mit vedkommende:
Jeg er på Roskilde festival med Schweizer-Mette. Jeg kan genkende det fordi, der er orange telte i baggrunden, der ligner orange scene. Vi sidder på en skaterampe bag en af scenerne. Jeg har ikke været på det område før; men Mette sidder på min højre side og Charlie sidder med hvid tee og sort cap på min venstre side. Han siger det er længe siden, jeg har besøgt ham og at vi ikke har snakket sammen længe.
Jeg sukker, og kigger forklarende på ham, mens jeg siger, at det er fordi jeg har haft en masse at tænke på med nyt arbejde og en masse projekter, men jeg ved godt det ikke er en god undskyldning. Hverken min arbejdstid eller fritid har jo noget at gøre med hvornår jeg kan besøge ham. Jeg kan huske, at jeg tænker præcis de ting med en snert af skyldfølelse. Jeg forklarer også, at jeg ikke lige har kunnet få fat på ham, når jeg skulle bruge ham. Og derfor ikke har besøgt ham. Jeg er bange for at han bliver skuffet over mig.
Han siger han ikke helt forstår det, fordi han jo plejer at holde øje med hvornår jeg har brug for ham. Og det synes han ikke rigtig, jeg havde haft på det seneste. At jeg klarede det fint, men at han gerne lige ville have snakket lidt med mig.
Jeg siger, at jeg har savnet ham og at jeg gerne vil se ham oftere. Men at det er svært når vi er så langt fra hinanden.
Vi bliver enige om at forsøge alligevel, og at vi nok skal finde på en måde at ses.
Drømmen, der slutter her, var egentlig bare en samtale mellem ham og jeg. Et løfte om at jeg ikke må glemme. Han har været i baghovedet og frisk i hukommelsen lige siden. Og dét synes jeg faktisk er rigtig rart.
For dem der ikke ved det, har Charlie ikke været her siden d. 30 April 2005
------------------------------
Drøm nr. 2
Denne drøm er lidt ældre og træder især i karakter pga. dens knytning til min familie og dens urealistiske handling.
Den måde drømmen skildrer de medvirkende på, er meget fjern fra virkeligheden. Og derfor var det også en drøm, der sad fast i mig rigtig længe.
Mor sidder på førersædet ved siden af mig i sin lille røde bil. Hun kigger ikke rigtigt på mig, men stirrer lige ud ad vinduet mens hun drejer ud af byen og op ad Holmegårdsvej.
Jeg har en forventning om at jeg snart skal møde en masse mennesker... Lidt som om jeg er på vej til familiefødselsdag. Vi er på vej ud til min far, det er jeg klar over. Men det går virkelig langsomt med at komme derud.
Da vi kører op af grusvejen, kan jeg se, at der ikke holder andre biler. 'Måske er jeg den første' tænker jeg. Mor sætter mig af i gården, vender bilen og kører tilbage uden rigtig at sige noget til mig. Mine søskende er her ikke..
Min far står henne i glasdøren og med hænderne fast plantet i siderne. Han smiler ikke, men vinker lige kort, åbner så døren og stiller sig ud på det lille trin, der er lige ude foran døren.
Jeg begynder, at gå hen imod ham, men noget får mig til at stoppe. Der kommer en skikkelse ud af døren, der går ud til værkstedet, men jeg når ikke at se, hvem det er før der lyder et skud.
Jeg kan ikke rigtigt mærke noget, men jeg opdager, da jeg kigger ned ad mig selv, at jeg har hul i brystet, og at mit hjerte er faldet ud i min venstre hånd. Det bløder meget og hamrer stadig, mens jeg står og kigger på det. Far kigger også ned i min hånd. Han stikker mig bilnøglerne til den gamle Toyota, som pludselig holder midt i gården. Jeg springer ind i den, mens jeg famler med min telefon for at ringe til skadestuen. Far drejer om på hælen, går indenfor igen, og lukker døren efter sig. Der er stadig ingen andre end mig ude i gården.
Jeg starter bilen, kører ned af grusvejen og får samtidigt fat i læge fra skadestuen. Det lykkedes mig på mirakuløs vis at ringe 112, skifte gear og dreje på rettet, alt imens jeg holder mit hjerte i den venstre hånd. Jeg siger meget hurtigt: 'Øh, Ih er nok nødt til at være klar derinde, for jeg er på vej på skadestuen i egen bil, og jeg har mit hjerte i min ene hånd. Jeg får nok brug for noget hjælp'.
Jeg vågner...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar