onsdag den 19. august 2015

Den gode hverdag

Drømmene er underligt nok ikke så spændende lige nu... Der var noget med en rumkapsel og noget ørken for en uge siden, men jeg husker desværre ikke detaljerne. Så det bliver noget andet idag...

Jeg tænker rigtig meget over de små ting i hverdagen som glæder mig. Når hverdagen overtager hedder det ofte arbejde, træne, serie, aftensmad, sove og forfra dagen efter. Det er lidt et problem, når man ikke lige har lavet aftaler, for så bliver alle dage ens. Og ganske kedelige.

Så for at det hele ikke skal blive det samme - er jeg stoppet med eftermiddagsfjernsyn. Der er alligevel ikke noget. Og det tager for mange af de få fritimer man har.

Jeg sætter mig ud på altanen, eller går en tur i stedet. Skruer højt op for musik. Luger ukrudt i altankassen. Og jeg hygger mig med det.

Jeg elsker at tulle rundt.  Elsker at sidde på gulvet, at lave mad i køkkenet, tage en lur på sofaen, sove i nyt sengetøj, opleve nyt musik i sofaen, at læse ligegyldige men nye ting i leksikonet, morgenritualer med æg, og tyve min til at vågne. Jeg elsker at fylde krydderglassene i køkkenet, at sidde med fødderne på altankanten, og ligge at læse inden jeg skal sove.
Men jeg elsker også at andre også føler sig hjemme her. Det er ikke det fedeste sted, de nyeste, og fineste ting, men det hygger om folk. Og jeg er altid glad for at komme hjem. Også når det roder.



Og så en lille ekstra ting. Jeg skal med stor sandsynlighed til at skrive om musik... Sådan rigtigt altså. Og dét elsker jeg jo også!   Jeg håber jeg får lov til at afsløre mere om det - angiveligt efter på fredag.

Og så håber jeg på at kunne drømme lidt i nat - den verden kan jeg godt savne ind imellem. Håber snart at dele flere drømme herinde. Sov godt derude!


onsdag den 11. marts 2015

Anmeldelse af Velvet volume og tidsrejser

"Grunge rock
Tempo
Rytmisk alsidighed
Dystert men svinger til tider over i muntert
Tre dygtige musikere der hver især sætter tempoet men også følges fint sammen
Både solo og duet-vokalerne spiller godt
Begge har god klang men lyder meget forskellige
Den korthårede guitarist og den ene halvdel af forsangerne har en karakteristisk 80'agtig lyd når hun fraserer i toneskift"


Dette var mine umiddelbare noter, som jeg tog under koncerten med Velvet Volume på Train i Januar.

Jeg mener at de korte fraser står fint alene, men da jeg dykkede længere ned i sangene herhjemme efter koncerten, synes jeg alligevel de skulle uddybes lidt.

Da pigerne kommer ind på scenen mindes jeg at tænke som noget af det første 'Søde små piger, men dystre i udseendet. Kan de virkelig spille sådan et publikum op' og 'Hende bassisten, hun ligner virkelig Kristen Stewart helt vildt'

Med de første slag på guitaren blæste de mig faktisk omkuld. Der var masser af melodi og fængende rytmer. Vokalerne klingede super godt sammen! ..... 80' vokalen fra guitaristen og 90'er-tråden
 fra de vidt bevægende - Hvor var det bare lækkert! Det var grungeagtigt på den der gode garagerock måde, og de kunne lige så vel have stået og spillet i skovmandsskjorter som i rød t-shirt og henholdsvis en sort nederdel og sorte jeans.

Man kunne ikke andet end at give sig hen under diverse trommesoloer, guitarriffs og catchy choruses.
Jeg var mildest talt imponeret. Og nåede faktisk slet ikke at fange alle sangtitler fordi jeg bare ville nyde musikken i det øjeblik jeg stod der.
Fremover er jeg nok nødt at rive mig selv lidt ud af momentet og få skrevet de titler ned.

Men to ting kan jeg garantere:

Velvet volume kan I godt forvente at høre mere fra! Både i radioen, via mig og helt sikkert på diverse festivaler. De skal nok komme igennem lydmuren!

Flere musikanmeldelser er på vej! Jeg agter at skrive både om Jooks koncerten i næste uge, og Dizzy koncerten i April. Jeg glæder mig så meget til at kaste mig ud i flere lydoplevelser.


--------

Jeg håber også på at poste flere drømme her inden så længe. Underbevidstheden har oppet sig lidt og er igen begyndt at blive et interessant sted i nattemørket.

Den seneste drøm har jeg faktisk drømt to gange indenfor den sidste uge.
Den er super mærkelig og kaster mig rundt i flere forskellige tider, slår mine venner, familie og egenkontrol ihjel.

Jeg kan huske at jeg ender et sted der virker som to år herfra, men finder senere ud af at vi er i 2000-og et-eller-andet. Jeg sidder i en form for hus, der dog kun har to vægge og intet loft. Så ja, der er helt åbent og jeg kan sidde og kigge ud på et snefyldt, mørkt og koldt landskab.
Noget af det jeg ser på er natur, og resten er forladte industriområder, og er meget trist i udtrykket.

På min venstre ser jeg et glimt af min fars kæreste. Hun fortæller mig hvilket år jeg befinder mig i, men jeg bider ikke mærke i det, for mine følelser tager fuldstændig overhånd. Jeg kan mærke, at jeg har mistet resten af min familie, mine søskende, og min mor. De må jo være døde der tilbage i den rigtige tid, siden de ikke er her.
Jeg græder og græder, og kæmper med en eller anden app på min telefon der givetvis skulle have kastet mig flere hundrede år frem i tiden.

Jeg forsøger at komme bare et par år tilbage, men app'en vil overhovedet ikke virke. Det er som om at de nærmeste år omkring mig selv ikke eksisterer eller har gjort. Så spoler jeg tilbage til et par dage før den allersidste dag jeg husker, jeg har været sammen med min familie.

Her vil den gerne stoppe - den indstiller, giver en kliklyd og jeg bliver smidt lidt rundt omkring i et tåget sted.
Det er som om rejsen aldrig ender. Og jeg tænker kun på om jeg nogensinde kommer til at se min mor igen. Jeg græder igen, da jeg tror jeg forbliver helt alene og muligvis er nødt til at rejse tilbage til det mørke sted. Alene i det store og hele, og alle dem jeg kender er døde i den tid jeg egentlig hører til.

Jeg vågner op  min seng, og priser mig lykkelig over at vide, at jeg om en times tid sidder med en kop kaffe i Viby, i stedet for i et åbent rum, foran en død og forladt verden, der ligner et faldefærdigt industrikvarter.
En lettelse - for noget af det værste for mig, er at drømme at jeg mister min familie.

Drømmen vender tilbage et par dage efter i et lidt andet setup, men samme historie.

Jeg håber at følge op på den, hvis der kommer noget nyt.

Kan I have en lækker onsdag aften


-Mia


onsdag den 7. januar 2015

No resolutions! - Only statements

 4 nytårskonstateringer

1) Arbejde kører derudaf med masser af fart. Jeg suger erfaringerne til mig, og læsser på skuldrene til de ikke kan mere. Nu har jeg jo lige haft juleferie, så mon ikke de er blevet et par centimeter bredere siden sidst jeg sad der i Viby.

2) Ved siden af får jeg taget et par aftenbilleder, når jeg kan lokke mig selv væk fra sofaen og aftenlytning til musik. Det sker efterhånden kun et par gange om måneden. Men når det sker, er jeg så glad indeni.

3) Jeg er træt hele tiden... Og bilder mig selv ind at det er mørket og mangel på sol.
Jeg burde bygger mit arkiv op af live musikanmeldelser, men aftenerne går med at læse om musik og glo fjernsyn i stedet.

4) December har ikke blomstret af koncerter, men der kommer helt klart lidt mere at skrive om til Musik Aarhus Festival i midt Januar. Så tænker jeg at begynde at smide om mig med beskrivende fraser om livemusikkens indtryk på mig og den stemning det sætter i spillerummene. Så frem med notesblokken, og ud skal komme et par anmeldelser, der forhåbentligt kan sørge for et startende skribent grundlag.

Lad os nu se. "Tid er der nok af" - siger man og vender sig om og opdager at der allerede er gået flere år siden man fik ideen... første gang.

Jeg går i seng og læser lidt Murakami. Den er først ved at fange mig nu... Det tager åbenbart lidt tid at få min fulde opmærksomhed. Og dét med så meget.

Aftentanker fra Silkeborgvej
 From 'Godsbanen'


Family at 'Ringgadebroen'


-----------------

Work is going good.
I'm trying to make an effort to take as many pictures as I can in my spare time. But usually I end up on my sofa listening to music or watching tv after work.

But when I get to it, and I actually get some frames, I feel quite satisfied.

I'm also working on establishing a small archive of live concert reviews, but there has not been that much to do in december. There'll be much more in the middle of january, So I'm hoping to take some time to write a bit during Musik Aarhus Festival.

I'm out for now.

Sleep tight


torsdag den 1. januar 2015

Tsunamien

De mareridt jeg før døjede med, de hænger ikke længere på træerne. Og det kan man da prise sig lykkelig over... Jeg vågner ikke længere op midt om natten badet i sved, og rundt på gulvet over hvad jeg lige har oplevet i min underbevidsthed. Der sidder ikke længere et torn og prikker inde i mig hele dagen efter jeg har drømt.
Og det er jeg da glad for.

Men er det ikke også et tegn på, at der er noget, der er ved at forsvinde? En fantasi, en frygt, udfordringer?

Eller også maler jeg bare fanden på væggen, som jeg altid gør.
Det dukker nok op igen. Mærk jer mine ord, det er IKKE fordi de er savnet. Det er bare underligt, at det pludselig er en helt anden genre drømmene berører.
Som det er lige nu, er det kun de underlige drømme jeg vågner af. De er til tider også lidt skræmmende, som den jeg skal til at skrive. Men ikke nær så uhyggelige som de andre.


Jeg er ude at rejse et sted med en veninde. Hun er nok sat i denne kontekst da jeg var på ferie med hende i foråret. Vi går langs stranden og kigger ud mod havet der banker ind mod kysten.
Det blæser en smule mens vi er på vej hen til hotellet.

Da vi kommer derhen, tager vi elevatoren op til øverste etage, som ser ud til at være ret langt oppe.
Vi åbner terrassedøren og kigger ud over området. Der er HELT stille i vejret lige pludseligt.

Vi går tilbage til stuerummet og slapper af et par minutter. Men så hører vi en rumlen fra terrasseområdet. Vi går ud og kigger os omkring og ser at en kæmpe bølge stiger op fra havet både foran, man også bagved hotellet. Der er altså tsunamier på vej til at sluge hele hotelområdet fra to sider.




 Her bliver vi lidt bange, da vi er fanget på øverste etage i et spinkelt hotel.

Det hele begynder at blæse op, og begge tsunamier vælter ind over det tilbyggede område, og slå bygninger og mennesker omkuld. Vi bliver kastet rundt i værelset. Vinduer sprænger, døre flyver op og vi forsøger at syge ly på badeværelset. Hele bygningen svingere fra venstre til højre, og er lige ved at svinge ind i nabohotellet. Selvom jeg er inde i værelset ser jeg også hotellet udefra.

Pludselig blæser det af og vi befinder os på stranden i badetøj. Meget mærkeligt.
Det ligner en strand på Boracay Island i filippinerne.

Pludselig ser jeg at far stå der midt i det hele, og jeg går hen og snakker med ham.

Alt er fredeligt og min veninde går i forvejen langs stranden. Der ligger stykker af hotelbygninger og murbrokker langs stranden og længere ude i vandet, men alt emmer nu af fred og ro.


tirsdag den 11. november 2014

Rouladedrømme og billeder af mælk og nattelamper


 Jeg drømmer så sindssygt mange underlige ting for tiden. Drømmene er ikke uhyggelige - de er bare klamme, usandsynligt dumme, og slet ikke værd at skrive hjem om.

Alligevel får I en lille én her.
Den seneste jeg husker er, at jeg skal rulle 4 forskellige roulader, meget meget tyndt, og lægge dem på 4 små tallerkener, som skal ud til nogle gourmetkokke. Én med chokolade, én med hindbær, og to andre farver der ikke giver mening med deres smag.
Jeg kan huske at to af dem lykkes, og de andre går i stykker, fordi jeg skal skære dem så tynde.

Det ender med at jeg spiser de andre to, for skjule at jeg har lavet en fejl, og jeg var ved at revne både af skræk for at de skulle finde ud af det, men også af mæthed. Det må have været nogle ret frygtindgydende kokke.

Så vågner jeg, og hvor jeg plejer at være ret sulten der kl. 7, var jeg denne gang.. ja mæt!!? Som om jeg havde proppet mig med roulade i virkeligheden. Simpelthen sådan en latterlig drøm.

Men hellere det, end at jeg drømmer at min familie, bekendte eller jeg selv er i fare eller kommer til skade. Det er dog oftest dét, de handler om.



Generelt set sker der meget lige nu. Det er ikke så meget i privaten, men mest arbejde. Og det er ikke fordi jeg føler jeg har rivende travlt når jeg kommer hjem. Men det er alligevel som om jeg ikke får givet mig tid til alt det jeg gerne vil.
Læse flere bøger, tage flere billeder, ligge at drømme til musik, indrette min lejlighed som jeg vil, løbe flere ture og meget meget mere. Og jeg har ikke en gang børn!  
Måske er det fordi jeg ikke helt kan følge med. Tiden går alt for stærks, og arbejdslivet kører bare derudaf, uge efter uge.

Jeg forstår det ikke. Og nu er det snart jul. Pyyyh!



Lidt aftenleg fra i dag d. 11.11.14





mandag den 30. juni 2014

Drøm d. 27. Juni - Huset i Pennsylvanien


Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er kommet derhen, men jeg er ved et stort gammelt hus et sted. Mig og en kammerat, jeg ikke har set før bliver vist ind af en kæmpe metalport ved entreen til huset. En ældre dame åbner for os og nærmest genner os ind. Hun siger, at vi er i Pennsylvanien, og at vi igen kan rejse videre om nogle dage. Vi skal åbenbart overnatte og det virker som om min kammerat er indstillet på det.
Nogle gange skifter hans ansigt, så han ligner min bror. Men for det meste har han langt og lidt rødligt/jordbærblond hår.

Der kommer en meget høj og bred mand og viser os på et kort, hvor vi skal sove henne. Vi spørger, om vi kan blive vist hen på værelserne, fordi huset er meget stort. Han ser vred ud, men siger til damen, at hun skal vise os 'derned'.

Vi går hen til en lang gang, hvor der for enden er en elevator; en af de åbne gammeldags elevatorer med gitter foran. Vi kører helt ned i kælderen, hvor hun viser os ud.
Hun siger vi skal vente i forrummet, hvorefter hun forsvinder bag en anden dør. Vi kigger på hinanden, og jeg får en mærkeligt fornemmelse i maven. Som om jeg har været her før, og som om jeg har været bange sidst jeg var her…

Damen kommer ud igen og viser os ind på et værelse, hvor hun tager vores ting, vores pas, telefoner, punge, alt, skynder sig ud på gangen og siger ind til os, at vi først kan komme videre til London d. 5. Jeg ved ikke hvorfor, men min tidsfornemmelse siger mig, at det først er om ti dage. Og det kan jo ikke passe.
Idet jeg løber hen mod døren, lukker hun og låser os inde.

Pludselig skifter scenen, og vi står på stue-etagen igen. Jeg diskuterer med kvinden.
Hun  nægter at give os vores ting tilbage og siger, at vi skal blive hvor vi er. Hun giver os lidt mad, som vi næsten ikke tør spise, men vi er så sultne, at vi er ligeglade med potentielle trusler. Den høje mand står bare og stirrer på os imens vi spiser.

Jeg bliver pludselig svimmel og siger en masse skældsord til min kammerat som råber noget tilbage jeg ikke husker, men jeg mærker at jeg bliver meget ked af det. Vi kommer op at skændes, og det føles som om det aldrig holder op. Kvinden smiler lumsk, og går sin vej. Jeg er sikker på hun har puttet en form for bedøvelsesmiddel el. andet i maden.

Det er som om man er i en tåge i det her hus hele tiden. Det er kæmpe stort, og ingen døre fører ud.

En dag får vi adgang til det rum, hvor parret opholder sig. Og vi går viljestærkt ind til dem og forlanger vores ting tilbage. Kvinden nægter at aflevere dem. Jeg råber af hende, at jeg ikke stopper med at skrige hende ind i hoveder, før vi har fået vores ting. Jeg ville gerne kaste mig over hende og slå hende, men der er noget, der holder mig tilbage. Ind imellem flasher der et billede frem af en jeg kender, som om der skulle være en forbindelse fra hende på og til kvinden. Som om hun er familie af en slags.  Jeg tror, det er derfor jeg ikke overfalder hende. OG så fordi hendes voldsomt store mand holder øje. Han begynder at kaste vores jakker og tasker ud på gangen og kvinden henter så vores pas, som hun smider i hovedet på os. 'Så Skrid dog! Vi gider jer ikke alligevel! SKRID'

Jeg kigger på kammeraten som lige nu ligner min bror, og vi bliver helt lettede. Nu kan vi tage hjem.
Men han har fået øje på én der står udenfor hovedporten og venter på os. Han har en pistol. Vi er sikre på, at han er søn af parret og at de har aftalt, at han skal skyde os lige når vi kommer ud. Min bror hiver sin egen pistol frem (som han lige pludselig har!) og gør klar. Men da vi træder ud, forsvinder sønnen længere op ad vejen, hvor han står og kigger hulkende ned i jorden.

Vi løber og løber og løber og og parret kommer løbende ud efter os, men da de ser politiet, der er på vej op ad gaden, vender de om. Pludselig bemærker vi, at vi er på Stationsvej i Ejstrupholm - Man rejser åbenbart hurtigt i min underbevidsthed.

Politiet har fået meldinger om forsvindinger og forgiftning af mennesker i huset før, men manglede et sidste lead, før de kunne gøre noget.
Vi taler med dem, og de hiver en gammel sag frem fra 60'erne, hvor det hele startede. Manden der har anmeldt det første fangeskab i huset hedder André, men på hans ID billede ligner han John Lennon på en prik. I mit hoved bliver der spillet en dyster spændingsmelodi, som om jeg er på sporet af en ny konspirationsteori om Lennon. Men pludselig vågner jeg inden jeg når at tænke videre over det.


---------------------

Normalt ville jeg oversætte blogindlægget til Engelsk, men denne drøm er simpelthen for omfattende til at jeg gider her kl. 21.50 en mandag aften.

Der kommer mere den kommende uge, for jeg har et par noter bl. a. om en narkodrøm, og en meget skør fest min underbevidsthed har været til.

De følgende billeder er taget den seneste uge. Jeg elsker i øvrigt skoven ved Trøjborg og ud mod kysten. Intet bedre.

Sov godt derude!

 Solnedgang over Nørre Port - Sankt Hans aften

 Gåtur i skoven ved Trøjborg
Maersk på vej til Aarhus Havn

mandag den 14. april 2014

To drømme - En gammel og en ny

En dag tager jeg til et helt øde sted, lægger mig på ryggen og kigger opad en hel nat. Hvad øjet dog går glip af i bylysets skygger. Ærgerligt.



Jeg har to drømme, jeg skal forsøge at skrive i dag. Jeg sidder faktisk i min seng, og burde sove, men det her skal altså bare gøres.
De mennesker, der kender mig rigtig godt, kender også universet, og derfor nok også bevæggrundene for nogle af drømmenes scener, handlinger, eller mine tanker om dem i hvert fald. På en måde er de her ting vigtige for mig at fortælle. Men det der foregår her er meget, meget mærkeligt, og til tider urealistisk.
Mere behøver jeg vist ikke sige.



Drøm nr. 1.
Jeg drømte den for cirka en måned siden og jeg havde den faktisk i baghovedet hele dagen.

Det bliver en kort beskrivelse, for jeg føler ikke den varede hele natten (det gør man vel aldrig). En kort, men god drøm for mit vedkommende:

Jeg er på Roskilde festival med Schweizer-Mette. Jeg kan genkende det fordi, der er orange telte i baggrunden, der ligner orange scene. Vi sidder på en skaterampe bag en af scenerne. Jeg har ikke været på det område før; men Mette sidder på min højre side og Charlie sidder med hvid tee og sort cap på min venstre side. Han siger det er længe siden, jeg har besøgt ham og at vi ikke har snakket sammen længe.
Jeg sukker, og kigger forklarende på ham, mens jeg siger, at det er fordi jeg har haft en masse at tænke på med nyt arbejde og en masse projekter, men jeg ved godt det ikke er en god undskyldning. Hverken min arbejdstid eller fritid har jo noget at gøre med hvornår jeg kan besøge ham. Jeg kan huske, at jeg tænker præcis de ting med en snert af skyldfølelse. Jeg forklarer også, at jeg ikke lige har kunnet få fat på ham, når jeg skulle bruge ham. Og derfor ikke har besøgt ham. Jeg er bange for at han bliver skuffet over mig.

Han siger han ikke helt forstår det, fordi han jo plejer at holde øje med hvornår jeg har brug for ham. Og det synes han ikke rigtig, jeg havde haft på det seneste. At jeg klarede det fint, men at han gerne lige ville have snakket lidt med mig.
Jeg siger, at jeg har savnet ham og at jeg gerne vil se ham oftere. Men at det er svært når vi er så langt fra hinanden.
Vi bliver enige om at forsøge alligevel, og at vi nok skal finde på en måde at ses.

Drømmen, der slutter her, var egentlig bare en samtale mellem ham og jeg. Et løfte om at jeg ikke må glemme. Han har været i baghovedet og frisk i hukommelsen lige siden. Og dét synes jeg faktisk er rigtig rart.

For dem der ikke ved det, har Charlie ikke været her siden d. 30 April 2005

------------------------------
Drøm nr. 2

Denne drøm er lidt ældre og træder især i karakter pga. dens knytning til min familie og dens urealistiske handling.
Den måde drømmen skildrer de medvirkende på, er meget fjern fra virkeligheden. Og derfor var det også en drøm, der sad fast i mig rigtig længe.

Mor sidder på førersædet ved siden af mig i sin lille røde bil. Hun kigger ikke rigtigt på mig, men stirrer lige ud ad vinduet mens hun drejer ud af byen og op ad Holmegårdsvej.

Jeg har en forventning om at jeg snart skal møde en masse mennesker... Lidt som om jeg er på vej til familiefødselsdag. Vi er på vej ud til min far, det er jeg klar over. Men det går virkelig langsomt med at komme derud.

Da vi kører op af grusvejen, kan jeg se, at der ikke holder andre biler. 'Måske er jeg den første' tænker jeg. Mor sætter mig af i gården, vender bilen og kører tilbage uden rigtig at sige noget til mig. Mine søskende er her ikke..
Min far står henne i glasdøren og med hænderne fast plantet i siderne. Han smiler ikke, men vinker lige kort, åbner så døren og stiller sig ud på det lille trin, der er lige ude foran døren.
Jeg begynder, at gå hen imod ham, men noget får mig til at stoppe. Der kommer en skikkelse ud af døren, der går ud til værkstedet, men jeg når ikke at se, hvem det er før der lyder et skud. 

Jeg kan ikke rigtigt mærke noget, men jeg opdager, da jeg kigger ned ad mig selv, at jeg har hul i brystet, og at mit hjerte er faldet ud i min venstre hånd. Det bløder meget og hamrer stadig, mens jeg står og kigger på det. Far kigger også ned i min hånd. Han stikker mig bilnøglerne til den gamle Toyota, som pludselig holder midt i gården. Jeg springer ind i den, mens jeg  famler med min telefon for at ringe til skadestuen. Far drejer om på hælen, går indenfor igen, og lukker døren efter sig. Der er stadig ingen andre end mig ude i gården.

Jeg starter bilen, kører ned af grusvejen og får samtidigt fat i læge fra skadestuen. Det lykkedes mig på mirakuløs vis at ringe 112, skifte gear og dreje på rettet, alt imens jeg holder mit hjerte i den venstre hånd. Jeg siger meget hurtigt: 'Øh, Ih er nok nødt til at være klar derinde, for jeg er på vej på skadestuen i egen bil, og jeg har mit hjerte i min ene hånd. Jeg får nok brug for noget hjælp'.

Jeg vågner...


tirsdag den 21. januar 2014

Drømme

Jeg tog lige et kig herinde sammen med en veninde forrige weekend. Det står jo helt stille, men jeg er vist ikke den eneste. Min blogliste (dem jeg følger) bliver kun opdateret af 2 enkelte bloggere, selvom jeg følger en 12-13 stykker. Det står vist lidt småstille  blogland, og det er helt sikkert fordi det nye habitat er Instagram osv.

Jeg siger ikke jeg vil til at opdatere herinde hver dag, men der må gerne ske lidt noget oftere. Jeg fik afleveret mit speciale d. 2. Januar, og jeg skal da lige love for at jeg har fået det på afstand igen. Næsten for meget. Mit forsvar er d. 30. dvs. fredag i næste uge. Og jeg synes virkelig det er svært at vide hvad censor vil have. Godt opgaven er skrevet!


Aathus havn set fra Trøjborg

Jeg vil forresten til at skrive mine drømme ned.

Jeg husker stort set altid hvad jeg drømmer, og det er ikke ligefrem kedeligt! Jeg har oplevet jordens undergang på kanten af verden, gravet tunneler med trolde og underjordiske væsener, været i krig med søens mænd og fjendtlige spøgelser på en fjerntliggende strand, har kørt i bil fra min fars gård til hospitalet med mit eget hjerte i hånden og er sågar blevet beordret til at sove i stalden som ung pige i huset på en bondegård. Ej men, sikke et spændende liv jeg har i min underbevidsthed.

 Kornmark i Ejstrup med farvede filter

Nu skal det simpelthen skrives ned. Så tit jeg har tid til det.
Man siger folk drømmer hver nat. Jeg kan i hvert fald hver anden drøm, er 26 år nu og har skrevet lidt ned et par gange, men bestemt ikke det hele.

26x365 / 2 =  det er sådan ca. 4745 drømme jeg kan huske, så der er nok at gå i gang med!

De helt gode kommer måske til at optræde her, og andre er jeg nok nødt til at holde for mig selv:)

God tirsdag aften

Vestre Ringgade ved efterår og med Instafiltre


onsdag den 27. marts 2013

The wonders of business life

Det er påske! Juhuuu??!


 Eller hvad?

Altså, som min søster og jeg talte om sidste weekend, under vores årlige stumpemarked tur, så er påsken sgu da den grimmeste højtid nogensinde. Er der en værre farve end påskegul? Nej, vel! Og grimme påskeharer, dårligt farvelagte påskeæg og gækkebreve!

Ej okay, gækkebrevene er da meget hyggelige. Og det er chokoladen og helligdagene jo også:) Men resten går jeg nu helst udenom.

Der bliver nok ikke pyntet særlig meget i min stue (læs: overhovedet ikke!)



For at tale om noget helt andet går det godt hernede på Aros Kom. Jeg har været igennem en masse forskellige opgaver, både store og små, og har påtaget mig nogle ekstra administrative opgaver for en ansat, der nu er ved at skrive speciale. Det betyder at jeg nu få et symbolsk beløb hver måned, og det er jeg utroligt glad for! Så kan jeg i sidste ende arbejde mindre på skejby uden min økonomi tager skade af det.

Det er dog lidt trist at jeg ikke kan være med på pigernes frokost-møder på cafeerne, og hele tiden skal tænke over mine sengetider. Men sådan er erhvervslivet jo, og man kan lige så godt vende sig til det med det samme, for sådan bliver det jo resten af livet.

Jeg får rendt til en del koncerter, og glæder mig kun ekstra meget til næste måned hvor SPOT festivalen indtager Århus. Dernæst er der Northside, Roskilde (som jeg overvejer i år), og så en ordentlig omgang specialeskrivning.


Det går så hurtigt det hele, og jeg kan næsten ikke følge med.

Her er mit bedste køb fra stumpemarkedet i Herning i sidste weekend. Jeg fik meget mere med hjem, men har ikke taget billeder af det hele. Den er fra Bershka UK og er af et uld-agtigt materiale. Men det er bestemt ikke en vinterjakke.



Og hermed et billede af yndlings lak-kombinationen lige nu: Metallic grundlak, med forskelligfarvet glitterlak ovenpå. Perfekt til hverdag OG fest.


God påske herfra;)

tirsdag den 29. januar 2013

My debut

Min debut som skribent for Aros Kommunikation kan ses her hvor jeg har lavet et blogindlæg om de første dage på bureauet:

Desuden står jeg får vores sociale interaktion på Instagram. Følg bureauet i vores dagligdag og indenfor murerne på 'aroskommunikation' ved at klikke nedenunder.
http://instagram.com/aroskommunikation

Jeg er super træt når jeg kommer hjem, men der bliver da tid til lidt KB og nogle venner ind imellem. Og så er der jo travlt med afslapning, musik og hygge i weekenden.

Nu vil jeg i seng. Nat nat her fra sofaen!


-------------------------

I've been an internat Aros Communication for one and a half week now, and I've still got a lot to learn, but I enjoy all the assignments. It so much different that sitting in school with a book constantly in your lap...

Although I'm extremely tired at the end of the day I still manage to see some faces once and a while. Actually, this entire week is booked for social actitvity after 16.30pm.

Well, gotta get under the sheets. There's a new day tomorrow!

Bonne nuit!