tirsdag den 12. januar 2016

Keeping my head on my body - Part 2

Den anden kvinde kører os igennem svingdøren og ud på gangen ved at skubbe fremad med armene på gulvet.
Der kommer en tredje kvinde løbende og siger hun er sygeplejerske og kan hjælpe. Hun fører os ind i en anden stue. Her er også helt mørkt. og kun et enkelt lille lysskær. Grønligt som før.

Jeg kan intet sige, intet gøre, jeg ligger bare og holder fast på mit hoved.
Jeg opfatter kort, at sygeplejersken hjælper den anden kvinde. Hun syer hende sammen forskellige steder, men jeg tænker at det da overhovedet ikke er nok til at rette op på hullet i maven.

Så smutter hun ud igennem svingdøren igen, hun løber. Jeg tænker hun henter gagebind eller noget.
Der lyder et kæmpe brag, som en metaldør der smækkes, og sygeplejersken skriger.

Hun bliver ved med at skrige længe, og hamre på en dør. Som om hun er blevet låst inde.

Og så ligger vi der. På hvert vores metalbord. Mig og den anden kvinde med hul i maven.

Hun hvisker at jeg skal være helt stille, for hun tror der kommet noget. Men at hvis vi blot tier, så skal vi nok klare os.

Jeg kan kun kigge op i loftet, da jeg er bange for at mit hove falder af hvis jeg bevæger det. Men det lys der var der før begynder så småt at mindskes, og vi hører store tunge skridt, der kommer ind i rummet.
Jeg ligger helt blottet, med nærmest afskåret hoved, og håber på at jeg ikke er blevet set af bæstet.
Men lyset mindskes endnu mere, og jeg fornemmer til sidst at det står lige foran mit metalbord.
Hvis ikke jeg dør af væsnets næste handlinger, så dør jeg af rædsel. Jeg er SÅ bange.

Jeg vågner i mørket. Badet i sved...
'Det var vist fint, der ikke var en afslutning på denne' tænker jeg. Der går liiige lidt før jeg lægger mig til at sove igen.

Hvad betyder det egentligt, når man drømmer at ens hoved er ved at skille sig fra ens krop, fordi et bæst har flænset i én...?

Feel free to contribute with interpretations

Sov Godt

Source: http://40.media.tumblr.com/tumblr_ldxjby46e61qdoln8o1_1280.jpg


mandag den 11. januar 2016

Keeping my head on my body

Drømmen om Charlie, venter jeg lige lidt med. I stedet får I en bid af denne..


Det er ved at være nogle uger siden nu.. At jeg drømte/havde dette mareridt.

Jeg vågner op midt om natten, badet i sved... Rækker febrilsk ud efter min telefon, for jeg ved at jeg er NØDT til at skrive hurtige stikord ned. Der er masser af slåfejl, men jeg ignorerer og skriver videre, så jeg kan lægge mig ned og forhåbentligt sove roligere videre bagefter.

Det hele starter med at jeg står med en kvinde jeg ikke kender på en form for øde gårdsplads, på hårdt sand. Som om det er et sted ude midt i det øde Texas. Det er mørkt, så det eneste vi kan se, er en bygning der lyser et svagt grønt skær. Vi flygter fra noget jeg ikke ved hvad er endnu. Vi er sultne, og søger efter mad og ly for natten.

Vi kigger på hinanden, nikker anerkendende som om vi ved, hvad vi begge tænker: "Vi må hen til bygningen, og det kan kun gå for langsomt".

Da vi kommer derhen, kan vi se at det er en gammel skadestue. Men den er helt lukket, og øde.

Vi smækker dørene op og går indenfor. Løber hen i det fjerneste rum i mørket og gemmer os bag en lagerhylde.Vi kan kun høre vores åndedræt, og forsøger at være helt stille. Hvorfor ved jeg ikke. Men noget gør mig bange.

Dørene går op, og et kæmpe bæst med lange tynde arme kommer hen imod os. Det er formet som et deformt skelet, med et tyndt mørkegråt (næsten mørkegrønligt) lag hud. Det har lange klør og en stor mund, der konstant står åben. Det ved godt vi er der og går direkte hen imod os og trækker os begge ud fra bagved lagerhylden.

Bæstet jager den ene arm igennem den anden kvindes mave, hvor der efterlades et stort rundt hul, og hun synker til jorden i fosterstilling.
Jeg prøver at skrige og løbe væk, men jeg har ingen kræfter til både at kæmpe imod dyrets arme, og slå fra mig samtidigt.

Pludselig mærker jeg noget skarpt skærer igennem mig, og jeg kan ikke nå at tænke noget før jeg falder ned, mens jeg tager mig til nakken i smerte.
Min hænder holder jeg her, meget stramt, eller så meget som jeg nu kan. For hver gang jeg slipper taget, kan jeg mærke at hovedet skiller sig fra min krop. Mit hovedet er stort set skåret af.

Jeg bliver liggende helt stille, indtil vi igen er alene i rummet. Væsnet er væk lige pludseligt, og den anden kvinde får sig kæmpet hen til at metalbord med hjul. Hun lægger sig ovenpå det og triller den hen til mig. Hun hiver mig ind på den nederste hylde på bordet og siger vi skal væk før det kommer tilbage. Jeg kan kun holde fast på hals og hoved mens jeg tænker; "at hvis jeg nu giver slip, så mærker jeg nok ikke resten... Det vil være en nem måde at slippe på."

---- Resten får i imorgen





onsdag den 6. januar 2016

Am I awake?... or 'sleeping'?

Det er kun tre dage siden at jeg gik i seng og var i virkelig dårligt humør... Jeg synes ikke det er fedt at komme på arbejde igen efter så lang og så god en ferie. Jeg var kommet for godt ind i at nyde min hverdag, sove længe og ikke have noget arbejdsrelateret på agendaen.

Det er hårdt og trist at komme i gang igen pga. alle de ting der sker (og ikke sker) på arbejde lige i tiden.. Jeg er ikke så glad for det mere. Og det bærer mine drømme præg af... desværre.

Den aften tænkte jeg faktisk ved mig selv, at jeg havde brug for at drømme lidt om Charlie. For at føle mig lidt tættere på noget trygt, mit eget hjerte og noget der gjorde mig glad.
Nogle gange lykkes det faktisk. At han 'kigger ind til mig' når jeg har ønsket det mest.

Men ikke denne gang, desværre.

Jeg tjekkede instagram som jeg plejede, læste nogle sider i min bog som jeg plejede og vendte mig som om i skyggerne efter jeg slukkede lyset.

Jeg nåede faktisk lige at kaste et blik over på klædeskabet inden jeg faldt helt hen. Lige nu hænger der en kjole, fordi den er nystrøget. Jeg har bare ikke fået hængt den hen til de andre, selvom den forstyrrer mig når jeg skal sove. Jeg ved det bare er en kjole, men det ligner en skikkelse når man kniber øjnene sammen.

Jeg vendte mig om, så den var ude af syne, men når sådan noget først er kommet ind i mit hoved, er det som om der åbnes op for alt muligt andet også.


Jeg vågner nogle timer senere fordi jeg brænder på min ryg. Det føles som om der ligger nogen bag ved mig. Madrassen bevæger sig da noget løfter sig fra sengen. Jeg hører intet... Men mærker kuldegysninger ned af ryggen og ned ad bagbenene, hvor der før var en brændende følelse.

Noget tager fat i mine ben og dynen med. Det gør ikke ondt, men jeg er skræmt fra vid og sans, så jeg ligger HELT stille og prøver at sige noget. Ingen stemme kommer ud. Men kun hurtige panikslagne vejtrækninger.
Pludseligt trækkes jeg helt ned i den anden ende af sengen af noget der ikke er synligt. Det er et kraftigt hurtigt træk. Jeg åbner øjnene men kan kun ligge og stirre på mine gardiner, da det er den side jeg vender imod nu.

'Det er her, det er her! Det er nu du skal være her, Charlie ' tænker jeg og prøver at skrige det samme, men ingen stemme kommer ud.

Pludseligt ligger jeg oppe på min pude igen, og et minut efter sker trækket én gang til, og jeg er stadig lammet til kun at ligge på min ene side og knibe øjnene sammen. Jeg ligger i fodenden af sengen igen, og har atter den brændende fornemmelse på bagsiden.

Med et sæt vågner jeg - rigtigt denne gang. Ligger stadig på min pude, med ansigtet mod højre side af rummet. Og jeg kan bevæge mig igen, og kigger rundt i rummet. Der er selvfølgelig ingenting. Men jeg har kuldegysninger på hele ryggen. Og jeg er faktisk lidt skræmt.
Skræmt af at man kan drømme så realistisk, at man er vågen, og mærker noget på sin krop som ikke sker i virkeligheden. I drømmen var jeg sikker på, at jegvar vågen og at der var noget i rummet.

Jeg husker det hele meget tydeligt, selvom det bare var en drøm/mareridt.

Jeg tænker faktisk på Charlie igen bagefter inden jeg skal sove. At han godt liiiige måtte have været der, i stedet for dét der var.

Mor har en gang fortalt mig, at han er min skytsengel... Og jeg tror på hende (Hun ved jo sådan nogle mærkværdige ting). Og på ham. Der var vel en grund til vi havde hinandens billeder i hver vores pung dengang han forsvandt. Der er noget der binder os sammen.

Jeg drømmer først om ham natten efter. Og den historie skal I også nok få...

 They brain knows every little thing about me. And spends my time sleeping to use every knwon detail to create dreams and nightmares to either please me or freak me out.

TED-ed Gifs: http://ed.ted.com/

Nighty night




tirsdag den 5. januar 2016

The dreams are back!

Ih jeg får det helt dårligt af at kigge på sidste udgivelsesdato... Men der er altså en grund til vanviddet.

Jeg er nemlig blevet skribent for Sound of Aarhus - et online musikmagasin her i Aarhus. Vi specialiserer os i dansk og især lokalmusik, der er generet i eller af folk fra Aarhus.

Jeg ELSKER at skrive om musik. Uanset genre... Dog holder jeg mig fra heavy og hård hjernecelle-truende techno, da jeg ganske enkelt ikke har forstand nok på det til at kunne værdsætte det (som I nok kan høre).

Men det har taget et par aftener i ugen. Altså at skrive for SOA. De aftener der normalt gik til bloggen er havnet i artikler, anmeldelser og musiksøgning.

Men jeg er begyndt at drømme igen. Så nu ligger der et par indlæg og venter.

Den kommende drøm handler om mit soveværelse... Og det var hverken frækt eller sjovt. Tværtimod.

Stay tuned...

I would like to believe, that this is where our minds wander when we dream good things