onsdag den 11. marts 2015

Anmeldelse af Velvet volume og tidsrejser

"Grunge rock
Tempo
Rytmisk alsidighed
Dystert men svinger til tider over i muntert
Tre dygtige musikere der hver især sætter tempoet men også følges fint sammen
Både solo og duet-vokalerne spiller godt
Begge har god klang men lyder meget forskellige
Den korthårede guitarist og den ene halvdel af forsangerne har en karakteristisk 80'agtig lyd når hun fraserer i toneskift"


Dette var mine umiddelbare noter, som jeg tog under koncerten med Velvet Volume på Train i Januar.

Jeg mener at de korte fraser står fint alene, men da jeg dykkede længere ned i sangene herhjemme efter koncerten, synes jeg alligevel de skulle uddybes lidt.

Da pigerne kommer ind på scenen mindes jeg at tænke som noget af det første 'Søde små piger, men dystre i udseendet. Kan de virkelig spille sådan et publikum op' og 'Hende bassisten, hun ligner virkelig Kristen Stewart helt vildt'

Med de første slag på guitaren blæste de mig faktisk omkuld. Der var masser af melodi og fængende rytmer. Vokalerne klingede super godt sammen! ..... 80' vokalen fra guitaristen og 90'er-tråden
 fra de vidt bevægende - Hvor var det bare lækkert! Det var grungeagtigt på den der gode garagerock måde, og de kunne lige så vel have stået og spillet i skovmandsskjorter som i rød t-shirt og henholdsvis en sort nederdel og sorte jeans.

Man kunne ikke andet end at give sig hen under diverse trommesoloer, guitarriffs og catchy choruses.
Jeg var mildest talt imponeret. Og nåede faktisk slet ikke at fange alle sangtitler fordi jeg bare ville nyde musikken i det øjeblik jeg stod der.
Fremover er jeg nok nødt at rive mig selv lidt ud af momentet og få skrevet de titler ned.

Men to ting kan jeg garantere:

Velvet volume kan I godt forvente at høre mere fra! Både i radioen, via mig og helt sikkert på diverse festivaler. De skal nok komme igennem lydmuren!

Flere musikanmeldelser er på vej! Jeg agter at skrive både om Jooks koncerten i næste uge, og Dizzy koncerten i April. Jeg glæder mig så meget til at kaste mig ud i flere lydoplevelser.


--------

Jeg håber også på at poste flere drømme her inden så længe. Underbevidstheden har oppet sig lidt og er igen begyndt at blive et interessant sted i nattemørket.

Den seneste drøm har jeg faktisk drømt to gange indenfor den sidste uge.
Den er super mærkelig og kaster mig rundt i flere forskellige tider, slår mine venner, familie og egenkontrol ihjel.

Jeg kan huske at jeg ender et sted der virker som to år herfra, men finder senere ud af at vi er i 2000-og et-eller-andet. Jeg sidder i en form for hus, der dog kun har to vægge og intet loft. Så ja, der er helt åbent og jeg kan sidde og kigge ud på et snefyldt, mørkt og koldt landskab.
Noget af det jeg ser på er natur, og resten er forladte industriområder, og er meget trist i udtrykket.

På min venstre ser jeg et glimt af min fars kæreste. Hun fortæller mig hvilket år jeg befinder mig i, men jeg bider ikke mærke i det, for mine følelser tager fuldstændig overhånd. Jeg kan mærke, at jeg har mistet resten af min familie, mine søskende, og min mor. De må jo være døde der tilbage i den rigtige tid, siden de ikke er her.
Jeg græder og græder, og kæmper med en eller anden app på min telefon der givetvis skulle have kastet mig flere hundrede år frem i tiden.

Jeg forsøger at komme bare et par år tilbage, men app'en vil overhovedet ikke virke. Det er som om at de nærmeste år omkring mig selv ikke eksisterer eller har gjort. Så spoler jeg tilbage til et par dage før den allersidste dag jeg husker, jeg har været sammen med min familie.

Her vil den gerne stoppe - den indstiller, giver en kliklyd og jeg bliver smidt lidt rundt omkring i et tåget sted.
Det er som om rejsen aldrig ender. Og jeg tænker kun på om jeg nogensinde kommer til at se min mor igen. Jeg græder igen, da jeg tror jeg forbliver helt alene og muligvis er nødt til at rejse tilbage til det mørke sted. Alene i det store og hele, og alle dem jeg kender er døde i den tid jeg egentlig hører til.

Jeg vågner op  min seng, og priser mig lykkelig over at vide, at jeg om en times tid sidder med en kop kaffe i Viby, i stedet for i et åbent rum, foran en død og forladt verden, der ligner et faldefærdigt industrikvarter.
En lettelse - for noget af det værste for mig, er at drømme at jeg mister min familie.

Drømmen vender tilbage et par dage efter i et lidt andet setup, men samme historie.

Jeg håber at følge op på den, hvis der kommer noget nyt.

Kan I have en lækker onsdag aften


-Mia