Det er hårdt og trist at komme i gang igen pga. alle de ting der sker (og ikke sker) på arbejde lige i tiden.. Jeg er ikke så glad for det mere. Og det bærer mine drømme præg af... desværre.
Den aften tænkte jeg faktisk ved mig selv, at jeg havde brug for at drømme lidt om Charlie. For at føle mig lidt tættere på noget trygt, mit eget hjerte og noget der gjorde mig glad.
Nogle gange lykkes det faktisk. At han 'kigger ind til mig' når jeg har ønsket det mest.
Men ikke denne gang, desværre.
Jeg tjekkede instagram som jeg plejede, læste nogle sider i min bog som jeg plejede og vendte mig som om i skyggerne efter jeg slukkede lyset.
Jeg nåede faktisk lige at kaste et blik over på klædeskabet inden jeg faldt helt hen. Lige nu hænger der en kjole, fordi den er nystrøget. Jeg har bare ikke fået hængt den hen til de andre, selvom den forstyrrer mig når jeg skal sove. Jeg ved det bare er en kjole, men det ligner en skikkelse når man kniber øjnene sammen.
Jeg vendte mig om, så den var ude af syne, men når sådan noget først er kommet ind i mit hoved, er det som om der åbnes op for alt muligt andet også.
Jeg vågner nogle timer senere fordi jeg brænder på min ryg. Det føles som om der ligger nogen bag ved mig. Madrassen bevæger sig da noget løfter sig fra sengen. Jeg hører intet... Men mærker kuldegysninger ned af ryggen og ned ad bagbenene, hvor der før var en brændende følelse.
Noget tager fat i mine ben og dynen med. Det gør ikke ondt, men jeg er skræmt fra vid og sans, så jeg ligger HELT stille og prøver at sige noget. Ingen stemme kommer ud. Men kun hurtige panikslagne vejtrækninger.
Pludseligt trækkes jeg helt ned i den anden ende af sengen af noget der ikke er synligt. Det er et kraftigt hurtigt træk. Jeg åbner øjnene men kan kun ligge og stirre på mine gardiner, da det er den side jeg vender imod nu.
'Det er her, det er her! Det er nu du skal være her, Charlie ' tænker jeg og prøver at skrige det samme, men ingen stemme kommer ud.
Pludseligt ligger jeg oppe på min pude igen, og et minut efter sker trækket én gang til, og jeg er stadig lammet til kun at ligge på min ene side og knibe øjnene sammen. Jeg ligger i fodenden af sengen igen, og har atter den brændende fornemmelse på bagsiden.
Med et sæt vågner jeg - rigtigt denne gang. Ligger stadig på min pude, med ansigtet mod højre side af rummet. Og jeg kan bevæge mig igen, og kigger rundt i rummet. Der er selvfølgelig ingenting. Men jeg har kuldegysninger på hele ryggen. Og jeg er faktisk lidt skræmt.
Skræmt af at man kan drømme så realistisk, at man er vågen, og mærker noget på sin krop som ikke sker i virkeligheden. I drømmen var jeg sikker på, at jegvar vågen og at der var noget i rummet.
Jeg husker det hele meget tydeligt, selvom det bare var en drøm/mareridt.
Jeg tænker faktisk på Charlie igen bagefter inden jeg skal sove. At han godt liiiige måtte have været der, i stedet for dét der var.
Mor har en gang fortalt mig, at han er min skytsengel... Og jeg tror på hende (Hun ved jo sådan nogle mærkværdige ting). Og på ham. Der var vel en grund til vi havde hinandens billeder i hver vores pung dengang han forsvandt. Der er noget der binder os sammen.
Jeg drømmer først om ham natten efter. Og den historie skal I også nok få...
TED-ed Gifs: http://ed.ted.com/
Nighty night
Ingen kommentarer:
Send en kommentar