Den gode hverdag

Drømmene er underligt nok ikke så spændende lige nu... Der var noget med en rumkapsel og noget ørken for en uge siden, men jeg husker desværre ikke detaljerne. Så det bliver noget andet idag...

Jeg tænker rigtig meget over de små ting i hverdagen som glæder mig. Når hverdagen overtager hedder det ofte arbejde, træne, serie, aftensmad, sove og forfra dagen efter. Det er lidt et problem, når man ikke lige har lavet aftaler, for så bliver alle dage ens. Og ganske kedelige.

Så for at det hele ikke skal blive det samme - er jeg stoppet med eftermiddagsfjernsyn. Der er alligevel ikke noget. Og det tager for mange af de få fritimer man har.

Jeg sætter mig ud på altanen, eller går en tur i stedet. Skruer højt op for musik. Luger ukrudt i altankassen. Og jeg hygger mig med det.

Jeg elsker at tulle rundt.  Elsker at sidde på gulvet, at lave mad i køkkenet, tage en lur på sofaen, sove i nyt sengetøj, opleve nyt musik i sofaen, at læse ligegyldige men nye ting i leksikonet, morgenritualer med æg, og tyve min til at vågne. Jeg elsker at fylde krydderglassene i køkkenet, at sidde med fødderne på altankanten, og ligge at læse inden jeg skal sove.
Men jeg elsker også at andre også føler sig hjemme her. Det er ikke det fedeste sted, de nyeste, og fineste ting, men det hygger om folk. Og jeg er altid glad for at komme hjem. Også når det roder.



Og så en lille ekstra ting. Jeg skal med stor sandsynlighed til at skrive om musik... Sådan rigtigt altså. Og dét elsker jeg jo også!   Jeg håber jeg får lov til at afsløre mere om det - angiveligt efter på fredag.

Og så håber jeg på at kunne drømme lidt i nat - den verden kan jeg godt savne ind imellem. Håber snart at dele flere drømme herinde. Sov godt derude!

Anmeldelse af Velvet volume og tidsrejser

"Grunge rock
Tempo
Rytmisk alsidighed
Dystert men svinger til tider over i muntert
Tre dygtige musikere der hver især sætter tempoet men også følges fint sammen
Både solo og duet-vokalerne spiller godt
Begge har god klang men lyder meget forskellige
Den korthårede guitarist og den ene halvdel af forsangerne har en karakteristisk 80'agtig lyd når hun fraserer i toneskift"

Dette var mine umiddelbare noter, som jeg tog under koncerten med Velvet Volume på Train i Januar.

Jeg mener at de korte fraser står fint alene, men da jeg dykkede længere ned i sangene herhjemme efter koncerten, synes jeg alligevel de skulle uddybes lidt.

Da pigerne kommer ind på scenen mindes jeg at tænke som noget af det første 'Søde små piger, men dystre i udseendet. Kan de virkelig spille sådan et publikum op' og 'Hende bassisten, hun ligner virkelig Kristen Stewart helt vildt'

Med de første slag på guitaren blæste de mig faktisk omkuld. Der var masser af melodi og fængende rytmer. Vokalerne klingede super godt sammen! ..... 80' vokalen fra guitaristen og 90'er-tråden
 fra de vidt bevægende - Hvor var det bare lækkert! Det var grungeagtigt på den der gode garagerock måde, og de kunne lige så vel have stået og spillet i skovmandsskjorter som i rød t-shirt og henholdsvis en sort nederdel og sorte jeans.

Man kunne ikke andet end at give sig hen under diverse trommesoloer, guitarriffs og catchy choruses.
Jeg var mildest talt imponeret. Og nåede faktisk slet ikke at fange alle sangtitler fordi jeg bare ville nyde musikken i det øjeblik jeg stod der.
Fremover er jeg nok nødt at rive mig selv lidt ud af momentet og få skrevet de titler ned.

Men to ting kan jeg garantere:

Velvet volume kan I godt forvente at høre mere fra! Både i radioen, via mig og helt sikkert på diverse festivaler. De skal nok komme igennem lydmuren!

Flere musikanmeldelser er på vej! Jeg agter at skrive både om Jooks koncerten i næste uge, og Dizzy koncerten i April. Jeg glæder mig så meget til at kaste mig ud i flere lydoplevelser.


--------

Jeg håber også på at poste flere drømme her inden så længe. Underbevidstheden har oppet sig lidt og er igen begyndt at blive et interessant sted i nattemørket.

Den seneste drøm har jeg faktisk drømt to gange indenfor den sidste uge.
Den er super mærkelig og kaster mig rundt i flere forskellige tider, slår mine venner, familie og egenkontrol ihjel.

Jeg kan huske at jeg ender et sted der virker som to år herfra, men finder senere ud af at vi er i 2000-og et-eller-andet. Jeg sidder i en form for hus, der dog kun har to vægge og intet loft. Så ja, der er helt åbent og jeg kan sidde og kigge ud på et snefyldt, mørkt og koldt landskab.
Noget af det jeg ser på er natur, og resten er forladte industriområder, og er meget trist i udtrykket.

På min venstre ser jeg et glimt af min fars kæreste. Hun fortæller mig hvilket år jeg befinder mig i, men jeg bider ikke mærke i det, for mine følelser tager fuldstændig overhånd. Jeg kan mærke, at jeg har mistet resten af min familie, mine søskende, og min mor. De må jo være døde der tilbage i den rigtige tid, siden de ikke er her.
Jeg græder og græder, og kæmper med en eller anden app på min telefon der givetvis skulle have kastet mig flere hundrede år frem i tiden.

Jeg forsøger at komme bare et par år tilbage, men app'en vil overhovedet ikke virke. Det er som om at de nærmeste år omkring mig selv ikke eksisterer eller har gjort. Så spoler jeg tilbage til et par dage før den allersidste dag jeg husker, jeg har været sammen med min familie.

Her vil den gerne stoppe - den indstiller, giver en kliklyd og jeg bliver smidt lidt rundt omkring i et tåget sted.
Det er som om rejsen aldrig ender. Og jeg tænker kun på om jeg nogensinde kommer til at se min mor igen. Jeg græder igen, da jeg tror jeg forbliver helt alene og muligvis er nødt til at rejse tilbage til det mørke sted. Alene i det store og hele, og alle dem jeg kender er døde i den tid jeg egentlig hører til.

Jeg vågner op  min seng, og priser mig lykkelig over at vide, at jeg om en times tid sidder med en kop kaffe i Viby, i stedet for i et åbent rum, foran en død og forladt verden, der ligner et faldefærdigt industrikvarter.
En lettelse - for noget af det værste for mig, er at drømme at jeg mister min familie.

Drømmen vender tilbage et par dage efter i et lidt andet setup, men samme historie.

Jeg håber at følge op på den, hvis der kommer noget nyt.

Kan I have en lækker onsdag aften


-Mia

No resolutions! - Only statements

 4 nytårskonstateringer

1) Arbejde kører derudaf med masser af fart. Jeg suger erfaringerne til mig, og læsser på skuldrene til de ikke kan mere. Nu har jeg jo lige haft juleferie, så mon ikke de er blevet et par centimeter bredere siden sidst jeg sad der i Viby.

2) Ved siden af får jeg taget et par aftenbilleder, når jeg kan lokke mig selv væk fra sofaen og aftenlytning til musik. Det sker efterhånden kun et par gange om måneden. Men når det sker, er jeg så glad indeni.

3) Jeg er træt hele tiden... Og bilder mig selv ind at det er mørket og mangel på sol.
Jeg burde bygger mit arkiv op af live musikanmeldelser, men aftenerne går med at læse om musik og glo fjernsyn i stedet.

4) December har ikke blomstret af koncerter, men der kommer helt klart lidt mere at skrive om til Musik Aarhus Festival i midt Januar. Så tænker jeg at begynde at smide om mig med beskrivende fraser om livemusikkens indtryk på mig og den stemning det sætter i spillerummene. Så frem med notesblokken, og ud skal komme et par anmeldelser, der forhåbentligt kan sørge for et startende skribent grundlag.

Lad os nu se. "Tid er der nok af" - siger man og vender sig om og opdager at der allerede er gået flere år siden man fik ideen... første gang.

Jeg går i seng og læser lidt Murakami. Den er først ved at fange mig nu... Det tager åbenbart lidt tid at få min fulde opmærksomhed. Og dét med så meget.

Aftentanker fra Silkeborgvej

 From 'Godsbanen'

Family at 'Ringgadebroen'


-----------------

Work is going good.
I'm trying to make an effort to take as many pictures as I can in my spare time. But usually I end up on my sofa listening to music or watching tv after work.

But when I get to it, and I actually get some frames, I feel quite satisfied.

I'm also working on establishing a small archive of live concert reviews, but there has not been that much to do in december. There'll be much more in the middle of january, So I'm hoping to take some time to write a bit during Musik Aarhus Festival.

I'm out for now.

Sleep tight

Tsunamien

De mareridt jeg før døjede med, de hænger ikke længere på træerne. Og det kan man da prise sig lykkelig over... Jeg vågner ikke længere op midt om natten badet i sved, og rundt på gulvet over hvad jeg lige har oplevet i min underbevidsthed. Der sidder ikke længere et torn og prikker inde i mig hele dagen efter jeg har drømt.
Og det er jeg da glad for.

Men er det ikke også et tegn på, at der er noget, der er ved at forsvinde? En fantasi, en frygt, udfordringer?

Eller også maler jeg bare fanden på væggen, som jeg altid gør.
Det dukker nok op igen. Mærk jer mine ord, det er IKKE fordi de er savnet. Det er bare underligt, at det pludselig er en helt anden genre drømmene berører.
Som det er lige nu, er det kun de underlige drømme jeg vågner af. De er til tider også lidt skræmmende, som den jeg skal til at skrive. Men ikke nær så uhyggelige som de andre.


Jeg er ude at rejse et sted med en veninde. Hun er nok sat i denne kontekst da jeg var på ferie med hende i foråret. Vi går langs stranden og kigger ud mod havet der banker ind mod kysten.
Det blæser en smule mens vi er på vej hen til hotellet.

Da vi kommer derhen, tager vi elevatoren op til øverste etage, som ser ud til at være ret langt oppe.
Vi åbner terrassedøren og kigger ud over området. Der er HELT stille i vejret lige pludseligt.

Vi går tilbage til stuerummet og slapper af et par minutter. Men så hører vi en rumlen fra terrasseområdet. Vi går ud og kigger os omkring og ser at en kæmpe bølge stiger op fra havet både foran, man også bagved hotellet. Der er altså tsunamier på vej til at sluge hele hotelområdet fra to sider.

 Her bliver vi lidt bange, da vi er fanget på øverste etage i et spinkelt hotel.

Det hele begynder at blæse op, og begge tsunamier vælter ind over det tilbyggede område, og slå bygninger og mennesker omkuld. Vi bliver kastet rundt i værelset. Vinduer sprænger, døre flyver op og vi forsøger at syge ly på badeværelset. Hele bygningen svingere fra venstre til højre, og er lige ved at svinge ind i nabohotellet. Selvom jeg er inde i værelset ser jeg også hotellet udefra.

Pludselig blæser det af og vi befinder os på stranden i badetøj. Meget mærkeligt.
Det ligner en strand på Boracay Island i filippinerne.

Pludselig ser jeg at far stå der midt i det hele, og jeg går hen og snakker med ham.

Alt er fredeligt og min veninde går i forvejen langs stranden. Der ligger stykker af hotelbygninger og murbrokker langs stranden og længere ude i vandet, men alt emmer nu af fred og ro.