Tsunamien

De mareridt jeg før døjede med, de hænger ikke længere på træerne. Og det kan man da prise sig lykkelig over... Jeg vågner ikke længere op midt om natten badet i sved, og rundt på gulvet over hvad jeg lige har oplevet i min underbevidsthed. Der sidder ikke længere et torn og prikker inde i mig hele dagen efter jeg har drømt.
Og det er jeg da glad for.

Men er det ikke også et tegn på, at der er noget, der er ved at forsvinde? En fantasi, en frygt, udfordringer?

Eller også maler jeg bare fanden på væggen, som jeg altid gør.
Det dukker nok op igen. Mærk jer mine ord, det er IKKE fordi de er savnet. Det er bare underligt, at det pludselig er en helt anden genre drømmene berører.
Som det er lige nu, er det kun de underlige drømme jeg vågner af. De er til tider også lidt skræmmende, som den jeg skal til at skrive. Men ikke nær så uhyggelige som de andre.


Jeg er ude at rejse et sted med en veninde. Hun er nok sat i denne kontekst da jeg var på ferie med hende i foråret. Vi går langs stranden og kigger ud mod havet der banker ind mod kysten.
Det blæser en smule mens vi er på vej hen til hotellet.

Da vi kommer derhen, tager vi elevatoren op til øverste etage, som ser ud til at være ret langt oppe.
Vi åbner terrassedøren og kigger ud over området. Der er HELT stille i vejret lige pludseligt.

Vi går tilbage til stuerummet og slapper af et par minutter. Men så hører vi en rumlen fra terrasseområdet. Vi går ud og kigger os omkring og ser at en kæmpe bølge stiger op fra havet både foran, man også bagved hotellet. Der er altså tsunamier på vej til at sluge hele hotelområdet fra to sider.

 Her bliver vi lidt bange, da vi er fanget på øverste etage i et spinkelt hotel.

Det hele begynder at blæse op, og begge tsunamier vælter ind over det tilbyggede område, og slå bygninger og mennesker omkuld. Vi bliver kastet rundt i værelset. Vinduer sprænger, døre flyver op og vi forsøger at syge ly på badeværelset. Hele bygningen svingere fra venstre til højre, og er lige ved at svinge ind i nabohotellet. Selvom jeg er inde i værelset ser jeg også hotellet udefra.

Pludselig blæser det af og vi befinder os på stranden i badetøj. Meget mærkeligt.
Det ligner en strand på Boracay Island i filippinerne.

Pludselig ser jeg at far stå der midt i det hele, og jeg går hen og snakker med ham.

Alt er fredeligt og min veninde går i forvejen langs stranden. Der ligger stykker af hotelbygninger og murbrokker langs stranden og længere ude i vandet, men alt emmer nu af fred og ro.