Det er ved at være nogle uger siden nu.. At jeg drømte/havde dette mareridt.
Jeg vågner op midt om natten, badet i sved... Rækker febrilsk ud efter min telefon, for jeg ved at jeg er NØDT til at skrive hurtige stikord ned. Der er masser af slåfejl, men jeg ignorerer og skriver videre, så jeg kan lægge mig ned og forhåbentligt sove roligere videre bagefter.
Det hele starter med at jeg står med en kvinde jeg ikke kender på en form for øde gårdsplads, på hårdt sand. Som om det er et sted ude midt i det øde Texas. Det er mørkt, så det eneste vi kan se, er en bygning der lyser et svagt grønt skær. Vi flygter fra noget jeg ikke ved hvad er endnu. Vi er sultne, og søger efter mad og ly for natten.
Vi kigger på hinanden, nikker anerkendende som om vi ved, hvad vi begge tænker: "Vi må hen til bygningen, og det kan kun gå for langsomt".
Da vi kommer derhen, kan vi se at det er en gammel skadestue. Men den er helt lukket, og øde.
Vi smækker dørene op og går indenfor. Løber hen i det fjerneste rum i mørket og gemmer os bag en lagerhylde.Vi kan kun høre vores åndedræt, og forsøger at være helt stille. Hvorfor ved jeg ikke. Men noget gør mig bange.
Dørene går op, og et kæmpe bæst med lange tynde arme kommer hen imod os. Det er formet som et deformt skelet, med et tyndt mørkegråt (næsten mørkegrønligt) lag hud. Det har lange klør og en stor mund, der konstant står åben. Det ved godt vi er der og går direkte hen imod os og trækker os begge ud fra bagved lagerhylden.
Bæstet jager den ene arm igennem den anden kvindes mave, hvor der efterlades et stort rundt hul, og hun synker til jorden i fosterstilling.
Jeg prøver at skrige og løbe væk, men jeg har ingen kræfter til både at kæmpe imod dyrets arme, og slå fra mig samtidigt.
Pludselig mærker jeg noget skarpt skærer igennem mig, og jeg kan ikke nå at tænke noget før jeg falder ned, mens jeg tager mig til nakken i smerte.
Min hænder holder jeg her, meget stramt, eller så meget som jeg nu kan. For hver gang jeg slipper taget, kan jeg mærke at hovedet skiller sig fra min krop. Mit hovedet er stort set skåret af.
Jeg bliver liggende helt stille, indtil vi igen er alene i rummet. Væsnet er væk lige pludseligt, og den anden kvinde får sig kæmpet hen til at metalbord med hjul. Hun lægger sig ovenpå det og triller den hen til mig. Hun hiver mig ind på den nederste hylde på bordet og siger vi skal væk før det kommer tilbage. Jeg kan kun holde fast på hals og hoved mens jeg tænker; "at hvis jeg nu giver slip, så mærker jeg nok ikke resten... Det vil være en nem måde at slippe på."
---- Resten får i imorgen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar